En seniorpension til Bente – måske flere på vej
Tillidsrepræsentant Kira Nymark Madsen har med hjælp fra FOA Nordjylland søgt seniorpension hjem til kollegaen Bente Kristensen, som er blevet opsagt pr. 1. december 2022.
Sammen med FOA Nordjylland er der fundet en løsning, som fungerer godt for social- og sundhedshjælper Bente Kristensen og for Plejehjemmet Østermarken i Aars.
Af: Inge-Marie Krøier
Bente er netop fyldt 61 år og følte sig på ingen måde klar til at forlade arbejdsmarkedet og arbejdspladsen. Hun var sygemeldt, men udsatte beslutningen om at finde en løsning, da hun ikke kendte til de muligheder hun havde. Heldigvis tog Bente initiativ til at hun og tillidsrepræsentanten kunne tage til møde i fagforeningen for at finde en løsning. De mødtes med næstformand Pia Pedersen, og her blev der søgt om seniorpension til Bente og samtidig blev Kira klædt på til samtalen med arbejdsgiver.
Udover at søge seniorpension blev det aftalt, at Bente på grund af nedslidning skal arbejde 2 X 3 timer om ugen. Det er en aftale, som kan suspenderes eller ændres fremover, men i opsigelsesperioden vil hun arbejde i 6 timer om ugen. Konkret er der lavet en aftale, så Bente varetager nogle særlige opgaver i de timer, hun er på arbejde. Hun laver nogle praktiske opgaver, som kroppen kan holde til. Eksempelvis laver hun morgenmad og smører aftensmad til beboerne. Derudover er hun blekoordinator på plejehjemmet.
Pia Pedersen fra FOA Nordjylland har stor ros til Bente for at tage initiativ til det første møde i fagforeningen. Det er vigtigt, at medlemmerne føler at vi er der, når det virkelig gælder.
”Selvfølgelig bliver lønnen lavere ved overgang til seniorpension, men hvis ikke kroppen kan klare mere, så synes jeg bare, andre skal søge den,” siger Bente med overbevisning i stemmen.
De åbenlyse krav er, at medarbejderen har nedsat arbejdsevne på grund af helbredsproblemer og samtidig har et langt arbejdsliv bag sig.
Kira fortæller, at der kan være flere seniorpensioner på vej og at Bentes aftale har åbnet op for, at flere har fået mod på at lave en aftale, så de kan fortsætte på arbejdsmarkedet.
Takket være en ihærdig tillidsrepræsentant og Bentes medlemskab af FOA er det lykkedes at få en senioraftale, som kommer alle til gode. Bentes erfaring er guld for arbejdspladsen og selv synes Bente, det er rart, hun stadig kan gøre gavn på Plejehjemmet Østermarken i Aars.