• Læs op
• Udskriv

Alle landede på rette hylde
Genveje bliver det vist aldrig til, som Cecilie og Christine havde forestillet sig. De bekræfter alle, at de er landet på rette hylde. Lone har været i faget i knap 40 år, Cecilie er færdig med uddannelsen, og Christine godt på vej. Lone understreger, at hun fortsat befinder sig rigtig godt som social- og sundhedshjælper. Hun har taget al den opkvalificering, man kan forestille sig, men takket nej til at blive social- og sundhedsassistent. Det skinner tydeligt igennem hos dem alle, at de er pavestolte af det fag, de har valgt.

I plejen ved et tilfælde
Lones historie er, at hun som køkkenassistent var i praktik på Aagaarden. Der var mangel på plejepersonale og fordi hun kunne lave mad, ansatte de hende øjeblikkeligt. Selvom hun var ufaglært og ifølge eget udsagn total grøn, fik hun til opgave at lave mad til borgere med diabetes. ”Det var dengang, man sagde: kan man ikke blive andet, så kan man blive hjemmehjælper. Men jeg har fået mere end mit 7-ugers grundkursus. Jeg har taget alle de suppleringskurser, der var og jeg har ikke fortrudt det et eneste sekund,” fortæller Lone. Tilbage da Lone startede, stod de ansatte for hele husholdningen hos borgerne, snakkede med pårørende og med kollegerne. Det er anderledes nu, men forsat alsidigt og givende.

”Hvis man virkelig vil, kan man blive ved med at være rigtig god, gå på kurser og udvikle sig livet igennem. Hver dag gør jeg alt for, at Fru Jensens dag bliver bare en smule bedre. Jeg vil gerne blive ved med at holde mig opdateret, fordi jeg ved, det er vigtigt i mit fag, da der hele tiden kommer ny viden” siger Lone uden tøven.

Hun elsker at have med elever at gøre. Har de brug for tid til refleksion og lektier, så giver hun dem fri, da hun ved der kræves meget af dem. For hende er det vigtigt, at eleverne får en god start og gode arbejdsdage.

Sprang gymnasiet over
Fra ganske lille vidste Cecilie, at hun ville være sygeplejerske - drømmen var at rejse til Afrika for at redde nogle mennesker. Hun var dog ikke klar til gymnasiet, droppede 10. klasse, inden hun kom i gang og endte så i frivillig praktik på Fjordparken i Hals. Den praktik blev afgørende. Efter en tid i demensafsnittet blev hun opfordret til at søge ind på SOSU Nord. Selvom hun kun var 16 år, blev hun vurderet parat. Først uddannede hun sig til social- og sundhedshjælper og siden social- og sundhedsassistent. ”Jeg er allerede nået så langt, jeg ønsker - faget har givet mig stor værdi. Social- og sundhedsuddannelsen er ikke længere et springbræt – det er målet,” siger Cecilie med et smil. Undervejs blev hun inspireret og fandt ud af, at man rent faktisk godt kan komme videre uden en studenterhue. En erhvervsuddannelse kan sagtens være et mål i sig selv. 

Fokus på arbejdet med mennesker
Målet for Christine var at arbejde med mennesker - i første omgang snusede hun til tjenerfaget, men sprang fra. Drømmen var at være i kontakt med mennesker og derfor tænkte hun straks på pædagoguddannelsen. Christine er ordblind og derfor ville hun undgå gymnasiet og fandt ud af, at man kan undgå det via en social- og sundhedsuddannelse.* Derfor blev hjælperuddannelsen hendes første mål. I første omgang kom hun i hjemmeplejen. Det inspirerede hende, og hun erkender, at hun elskede det helt fra starten. Den gnist, der blev tændt, drev hende videre og trods udfordringer med det boglige, er hun nu i gang med social- og sundhedsassistentuddannelsen. 

Hun har hele tiden vidst, at hun ikke ville følge med veninderne i gymnasiet. Det var det lette valg, men det ønskede Christine ikke. ”Jeg følger ikke med strømmen, men inspireres undervejs. Det er frihed at stå på egne ben, når det gælder valg af uddannelse. Det har givet mig så meget,” siger Christine med overbevisning. Lige nu glæder hun sig til at komme i praktik i psykiatrien – hun vil ikke bilde nogen ind, at gymnasiet er det sikre valg.

Christine keder sig på ingen måde, men knokler for at nå i mål. Fordi hun er ordblind, er opgaverne svære for hende og det bliver ofte til meget lange dage. Hun står op kl. 5 og efter endt arbejdsdag må hun knokle med refleksionsopgaver i 3 til 4 timer. Det selvom hun får SPS-vejledning, som er støtte til elever med særlige behov. Hun forstår fuldt ud at nogle dropper ud. Christine deltager ugentlig i ekstra undervisning i dansk og matematik (FVU), hvor hun blandt andet får undervisning i natur og farmakologi. Den mulighed sætter hun stor pris på.

Bliv klogere på SPS-vejledning

Elever skal ikke på fuld tid
Lone mener, elever skal tilgodeses mere, end de bliver i dag. Hun foreslår, de ikke arbejder fuld tid, men får tid til at lade op og til at arbejde med de opgaver, studiet kræver. De er enige om, det ville give god mening med betalt refleksionstid til elever.

Cecilie kunne ønske sig, at der bliver tilføjet en praksis-eksamen i den virkelige verden, så både hjælpere og assistenter viser, de har overblik. ”For nogle er det let at få en høj karakter ved den nuværende eksamensform, hvor andre ville klare sig langt bedre i praksis. Det burde være muligt at have begge typer eksamen,” opfordrer Cecilie. 

Ikke et job for alle!
Langt fra alle føler sig så sikre i valg af fag som Lone, Cecilie og Christine. Men de er ret skarpe på spørgsmålet om, hvad det kræver. Cecilie udbryder: ”Enten så har man dét eller også så har man dét ikke. Du skal turde være stille, være opmærksom, være der for en anden og nogle gange bare holde i hånden.” Lone tilføjer: ”Ja. Du skal turde være rigtig tæt på et andet menneske – kan du det, så kan du gøre en forskel.”  Ikke alle kan være i faget - siger de uden omsvøb!

Prøv det i praksis
Cecilie er en del af et rollemodelkorps, hvor hun fortæller om sin egen vej til faget. Hun mener, det er vigtigt at appellere til unge ved at lade dem prøve faget i praksis. Det var sådan det startede for Cecilie – hun startede med at smøre rugbrødsmadder på Fjordparken. I praktikken fik hun svar på alle de spørgsmål, hun stillede. ”Jeg vil opfordre alle interesserede til at prøve faget af i praksis, da det giver det bedste billede af den verden og af social- og sundhedsfagene,” siger Cecilie.

Tiltræk de unge og tal om faget
Både Lone, Cecilie og Christine fortæller om flere initiativer der promoverer sundhedsfagene, hvor unge fortæller unge om SOSU-uddannelserne og indholdet i arbejdet. De forventer, initiativerne fortsætter og så håber de at kunne tiltrække flere unge og især flere mænd til social- og sundhedsfagene. De oplever, at mænd gør underværker for arbejdsklimaet og den gode dialog på arbejdspladsen.

De opfordrer alle til at tale om faget. Desuden sender Lone denne opfordring: ”Jeg vil opfordre pårørende til at stå frem og fortælle de gode historier. Ja tak til succeshistorier fra vores fag. Må de blive en modpol til de grelle eksempler fra TV.” siger Lone med håb i stemmen!