• Læs op
• Udskriv

Min 17-årige søn sagde en dag, at han havde tænkt over, at han egentlig aldrig havde manglet noget. Men ved nærmere eftertanke havde han fundet ud af, at han jo havde manglet at være sammen med mig. 

Jeg har gennem hele hans liv været nødsaget til at tage alle de ekstravagter, jeg har haft lov til. Jeg har gjort det fordi, jeg ikke ville have, at han skulle vokse op i en virkelighed, hvor vi har skullet vende hver en 25-øre.

For at optimere udbyttet af mine ekstra vagter, har jeg altid sigtet efter at tage weekend-, aften- og nattevagter, da de giver bedst. Men det er også lige præcis de tidsrum, hvor jeg har haft mulighed for at være mor for min søn. For at gøre ting sammen med ham. Det har været et hårdt kompromis.

Jeg har ikke ondt af mig selv, og jeg har ikke ondt af min søn. For vi klarer os, om end vi fra tid til anden kæmper lidt rigelig meget. De sidste par års inflation har fx ikke været nogen dans på roser. Men jeg undrer mig over, at jeg skal spises af med så lav en løn, at jeg ikke kan få det til at løbe rundt, selvom jeg arbejder fuldtid og mere til. For mig at se er det indlysende, at vores samfund er indrettet efter, at man som familie skal have to indtægter.

Jeg har uddannet mig inden for et fag, hvor der er stor efterspørgsel efter min arbejdskraft. Det er et fag, der er både fysisk og psykisk krævende, når jeg hver eneste dag står med menneskeliv i hænderne. Det er et fag, hvor ansvaret er stort, men lønnen er lille.

Men hvorfor skal det være sådan, at os, der har valgt at dedikere vores hænder, hoveder og hjerter til den offentlige velfærd, skal spises af med en løn, der hverken matcher opgaven eller ansvaret? Kan det tænkes at rekrutteringsudfordringerne inden for sosu-fagene hænger sammen med lønniveauet?

Jeg blev social- og sundhedsassistent, fordi jeg ville arbejde med mennesker – ikke fordi jeg tænkte, at jeg skulle blive millionær. Når det så er sagt, så synes jeg, at Benny Holsts Sang om Merværdi rammer min arbejdssituation meget godt ind: ”Det, jeg laver, er mere værd end det, jeg får.”

Nu er det så på tale, at mine fagfæller og jeg kan få løftet vores løn helt ekstraordinært. Der er igen tvivl om, at de ekstra kroner i mit tilfælde vil falde på et tørt sted. Men jeg kan samtidig ikke lade være med at tænke på alle de andre faggrupper på det offentlige arbejdsmarked, der ikke er bliver tilgodeset. Overalt knokles der, og den enlige rengøringsassistent bokser formentlig endnu mere end jeg med at få enderne til at mødes. For bare at nævne ét eksempel.

Som enhver anden mor synes jeg, at mit barn kun fortjener det bedste. Og jeg drømmer om, at vi får råd til at rejse. I den virkelige verden er jeg dog allerede nu begyndt at få sved på panden, når jeg kigger frem mod december. Julen trækker altid lidt ekstra på kontoen, og så fylder min søn 18 år i samme måned. Han skal selvfølgelig fejres ligesom hans venner. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg får råd til det, og jeg må faktisk ikke tage flere vagter, end jeg gør.

Bragt i Politiken - september 2023.