Pressemeddelelse
Trollesbro er lukningstruet
Det er nu blevet offentligt kendt, at Hillerød Kommune påtænker at lukke Revalideringsvirksomheden Trollesbro –hvad angår den indtægtsdækkede virksomhed – inden for nær fremtid.
Af: Annette Nyborg
Pressemeddelelse den 19. november 2010
fra personalet på Revalideringsvirksomheden Trollesbro, Hillerød Kommune
Det er nu blevet offentligt kendt, at Hillerød Kommune påtænker at lukke Revalideringsvirksomheden Trollesbro – hvad angår den indtægtsdækkede virksomhed – inden for nær fremtid.
På baggrund af aktuel debat i medierne ønsker vi at komme med en samlet tilkendegivelse fra personalet på Trollesbro.
Vi fik torsdag den 11. november 2010 meddelelse om, at styregruppen i Hillerød Kommune indstiller til, at den indtægtsdækkede virksomhed på Trollesbro skal lukke.
På onsdag den 24. november 2010 foretages den endelige beslutning på byrådsmøde omkring Trollesbros fremtid.
Dette vil betyde, at en stor del af de borgere, der aktuelt er sygemeldte eller ledige i Nordsjælland vil miste den støtte, de har brug for mhp. at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Samtidig betyder det, at det tværfaglige team på 30 medarbejdere vil blive fyret.
Vi er uforstående over for, at ovennævnte beslutning er blevet taget.
Trollesbro har gennem 30 år været et regionalt videns, udviklings- og kompetencecenter inden for beskæftigelsesindsatsen.
Trollesbro har altid været i stand til at tilpasse sig ny lovgivning således, at Trollesbro har været en stabil forretning med overskud, og har således bidraget til Hillerøds økonomi.
Trollesbro har altid haft overskud på trods af, at vi ikke har kendt til det kommende års indtjening/ordrer – dette er markedsvilkår for alle virksomheder, der arbejder under hensyn til såvel lovgivning, kommuners økonomi som antal af ledige/syge borgere med behov for støtte.
Til orientering har Trollesbro hvert år haft ca. 600 borgere igennem mhp. afklaring til arbejdsmarkedet.
”Borgeren før systemet”
Kommunernes Landsforening påpeger i ”Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen”, kap. 1. ”Borgeren før systemet”, vigtigheden i, at ”borgeren fortsat skal være i centrum for indsatsen, som skal bygge på kvalitet, systematisk metodeudvikling og viden om hvilke løsninger, der virker for hvem.”
Trollesbro har altid haft fokus på at sikre lige netop den løsning, der skal til for, at den enkelte borger kan komme tilbage samt fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Trollesbros personale er en unik sammensætning af en tværfaglig gruppe af jobkonsulenter, fysioterapeut, arbejdspsykolog, reumatologer, psykiater, lægesekretær, værkstedsledere, lærere/undervisere, neuropædagog, psykiatrivejleder, socialpædagoger, integrationskonsulenter, certificeret coach, socialrådgivere, m.v. –
Samarbejdspartnere, a-kasser, kommuner har de seneste dage kontaktet os og udtrykt bekymring for, hvor de nu skal henvise borgere, der har brug for individuel hjælp.
Citat af 18.11.2010 fra arbejdsmarkedsforsker og lektor på Aalborg Universitet Flemming Larsen: ”er enig i, at de store besparelser får konsekvenser for kvaliteten i kommunernes aktiveringsindsats. Man kan ikke få bedre løsninger med færre penge. Kommunerne bliver nødt til at lukke nogle af de mere specialiserede forløb, og det vil i høj grad gå ud over de svageste ledige, som har mest brug for den differentierede indsats. Så det giver ikke bedre kvalitet i aktiveringen senere.”
Trollesbro er på landsplan en del af flere netværk mhp. en stadig udvikling og styrkelse af revalidering og beskæftigelsesindsats samt effektmåling af denne, og har videreført nye tiltag i praksis - såvel lokalt som regionalt.
Trollesbro har tidligere vundet udbud på beskæftigelsesområdet i samarbejde med andre aktører – og vi venter svar på et tilsvarende udbud i januar måned 2011.
Vi ser lige nu, at andre kommuner begynder at etablere in-house virksomhedscentre i lyset af den nye lovgivning og refusionstakster.
Trollesbro har allerede nu alle forudsætninger for at kunne fungere som in-house aktør/kompetencecenter for Hillerød Kommune, hvor vi samtidig kan yde helhedsorienteret afklaring for andre Nordsjællandske kommuners borgere.
Vi opfordrer derfor til at overveje en fortsat tilpasning af Trollesbro frem for en nedlæggelse.
Sluttelig skal lyde en tak for alle positive tilkendegivelser, fra nuværende & tidligere kursister, kommuner samt andre samarbejdspartnere.
Personalet på Trollesbro, den 19. november 2010
Revalideringsvirksomhed Trollesbro
Slangerupgade 60
3400 Hillerød
Tlf. 48 21 75 75
Mail: trollesbro-email@hillerod.dk