Sparevejen vil skade Danmark

Christine AntoriniAf Christine Antorini, MF for Socialdemokraterne

Danmark er sat under pres. Efter syv fede år med højkonjunktur, der blev snoldet op med skattelettelser til de velhavende, overbetaling af vennerne på privathospitaler og manglende investeringer i velfærdssamfundet, var kassen tom. Et overskud på 60 mia. kr. blev vendt til et underskud på 47 mia. og Danmark mistede 180.000 arbejdspladser.

Socialdemokraterne har sammen med SF lanceret vores plan for, hvordan vi sammen får Danmark tilbage på sporet. Det er en ambitiøs plan, der viser, hvordan vi løser de nuværende problemer og samtidig moderniserer Danmark.

Regeringen har også fremlagt sin plan sammen med Dansk Folkeparti, der udelukkende handler om at skære og spare velfærdssamfundet ihjel, så udgifterne nedbringes. Det har foreløbig medført en halvering af dagpengeperioden, reduktion i børnechecken, øget brugerbetalingen på uddannelse og en nedslagtning af efterlønsordningen.

Socialdemokraterne er langt mere ambitiøse på Danmarks vegne. Vi vil først og fremmest få styr på ledigheden, der er eksploderet under regeringen og i dag stikker så dybt, at hver tredje af de arbejdsløse nu er langtidsledig. Arbejdsmarkedet er rygraden i dansk økonomi, og gennem investeringer for 10 mia. kr. i renovering og udbygning af børnehaver, plejehjem og skoler vil vi sætte gang i beskæftigelsen.

Samtidig vil vi investere i fremtiden.  Vi ved, at ufaglærte jobs i de kommende år forsvinder i stor stil, samtidig med at vi kommer til at mangle uddannet arbejdskraft. Derfor er der brug for et uddannelsesløft, hvis ikke tusindvis af ufaglærte skal blive arbejdsløse. Derfor vil vi arbejde for stærke arbejdsmarkedsuddannelser og bedre efteruddannelsesmuligheder. Vi vil forbedre voksenlærlingeordningen, og vi vil tilbyde alle, der er fyldt 30 år, og som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, at de kan tage en rigtig uddannelse på højeste dagpengesats i op til 3 år.

Forskellen på vores investeringsplan og regeringens besparelsesmani illustreres meget tydeligt i forhold til efterlønnen. Hvor regeringen vil forringe efterlønsordningen for de mennesker, der efter et langt arbejdsliv ikke kan mere, vil vi investere 2 mia. kr. i forebyggelse, der modvirker nedslidning og nedbringer sygefravær og arbejdsulykker.  Socialdemokraterne tror på, at danskerne er klar til at arbejde sig ud af krisen og løfte i flok, når målet er et Danmark med plads til alle, høj som lav.

Med venlig hilsen

Christine Antorini
MF
Medlem af Folketinget (S)