Børnesolidaritet
Medlemmerne i FOA hjælper børn med handicap i skole.
Ved årsmødet i FOA Nordsjælland blev der samlet ind blandt deltagerne og pengene går til et solidaritetsprojekt i Bolivia som udføres i et samarbejde mellem International Børnesolidaritet og en boliviansk organisation - CEINDES.
Af: Annette Nyborg
Solidaritetsprojekt skal hjælpe børn i skole
Formålet med projektet er, at flere børn med et handicap skal i skole. Det sker ved konkret hjælp til de enkelte børn, og ved at synliggøre problemet og stille krav om en rummelig skole med plads til alle børn.
I projektet bliver der arbejdet med teater hvor handicappede og ikke-handicappede børn arbejder sammen. De finder sammen ud af, hvad problemet er, og hvordan de kan vise det. De mødes 15 gange og udvikler og øver stykket.
Teatret bliver vist i skoler og festivaler. Publikum inviteres til at kommentere stykket og komme med ideer og løsningsforslag. På den måde startes en dialog, om hvad skolen og samfundet kan gøre for at give plads til alle.
Projektet vil arbejde målrettet med 6 skoler, der har de fysiske muligheder for at rumme børn med et handicap. De vil forsøge at påvirke ledelse, lærere, elever og forældre til at give plads, og de vil give råd og ideer til, hvordan det kan lade sig gøre. De har kontakt til familier med handicappede børn og vil hjælpe disse børn ind i de skoler, der har mulighed for at rumme børnene.
På International Børnesolidaritets hjemmeside: ibssol.dk kan du læse mere om projektet og følge med i resultatet af indsamlingen.
Baggrund
I Bolivia er det ingen selvfølge at gå i skole. 94 % af de børn, der lever med et handicap, kommer ikke i skole. Årsagen er manglende ressourcer – hos skolerne og familierne. Det vil organisationen CEINDES i Bolivia og International Børnesolidaritet gerne gøre noget ved.
Bolivia er et fattigt land, og når en familie får et barn med et handicap, opleves det som en straf fra Gud. Det er en skændsel for familien, og disse børn duer ikke til noget. De bliver gemt af vejen, sidder i et hjørne og skal være til mindst muligt besvær. Hverken familien eller samfundet vil vide af dem. De er isolerede og har svært ved at forsvare sig og mange er udsat for misrøgt, vold og overgreb. En forsvindende lille del går i skole og deltager i samfundet.