SommerNyt
Afdelings formand Lene Lindberg

Læserbrev Frederiksborg Amts avis

Kontaktperson Afdelingsformand i FOA Nordsjælland Lene Lindberg 46 973 380/24 215 672. Sendt til Frederiksborg Amts avis d 15/7-2013.

Det er med stor beklagelse at jeg i avisen kan læse og i P4 radio kan høre, at der er mangel på sygeplejersker. Ifølge Dansk Sygeplejeråd skulle årsagen bl.a. skyldes et dårligt arbejdsmiljø og manglende oplæring.

Som repræsentant for bl.a. social- og sundhedsassistenterne kan jeg sige, at hospitalet har bragt sig selv i denne situation. Gennem de sidste år har der ganske enkelt været et kraftigt fald i antallet af social- og sundhedsassistenterne, fordi man fra hospitalets side mente, at sygeplejerskerne havde bredere kompetencer. Der er derfor afskediget et stort antal social- og sundhedsassistenter, og i stedet for de social- og sundhedsassistenter der selv har sagt op, er stillingerne blevet besat med sygeplejersker. Det har FOA Nordsjælland opponeret over igennem flere år, fordi vi er af den opfattelse, at social og sundhedsassistenterne er en faggruppe som skal tage sig af plejen på hospitalerne. 

Jeg forstår simpelthen ikke, at man ikke anvender et bredt udsnit af de faggrupper der kan varetage plejeopgaverne - altså de opgaver der betyder at patienterne får den optimale pleje.

Det er social- og sundhedsassistenternes primære spidskompetencer. Istedet har hospitalerne i regionen nærmest udført en massakre på denne faggruppe.


Bente Orø udtaler nu, at hospitalerne er nødt til at ansætte social- og sundhedsassistenter igen sammen med gruppen af terapeuter.

Jeg finder det helt naturligt, at social og sundhedsassistenterne tager sig af plejen og terapeuterne af andre opgaver.

Jeg finder det bare forkert, at de faggrupper FOA Nordsjælland repræsenterer KUN kan bruges når der er mangel på sygeplejersker. I FOA Nordsjælland finder vi det som en grov og nedsættende handling for denne faggruppe.

De skal bruges der hvor deres kompetencer er bedst - og med det håber jeg, at hospitalerne får øjnene op for den faggruppe, og dermed værdsætter deres faglighed.


Med venlig hilsen
FOA Nordsjælland
 

Lene Lindberg
Afdelingsformand