DM i skills 8. januar 2015 også for forældrene
Vi vil gerne invitere dig til at besøge DM i Skills, så du kan opleve de dygtige elever fra erhvervsuddannelserne arbejde med deres fag og kæmpe for at blive kåret som årets bedste inden for deres felt.
Af: Annette Nyborg
Med et besøg kan du samtidig støtte kampen for at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne. Vi har brug for dem, så vi kan bevare en veluddannet faglig arbejdsstyrke i Danmark og fastholde virksomheder og arbejdspladser.
DM i Skills giver eleverne på erhvervsuddannelserne noget at stile efter. Deltagerne er rollemodeller, der hver især viser, hvor langt man kan nå med sit fag, hvis man arbejder hårdt og målrettet. Samtidig er DM i Skills et udstillingsvindue for fagene overfor folkeskolens ældste klassetrin, der ikke altid ved nok om erhvervsuddannelsernes mange muligheder.
Som noget nyt inviterer DM i Skills i 2015 også forældre til de ældste skoleelever med indenfor til et særligt forældrearrangement.
Her får de mulighed for at se konkurrencerne, høre oplæg om erhvervsuddannelserne, få et gratis aftensmåltid og lytte med, når Mads Steffensen og et særligt uddannelsespanel, bestående af Mette Blomsterberg, Mattias Tesfaye og Stine Bosse, diskuterer dilemmaer om valg af ungdomsuddannelse.
Læs hele invitationen her