Mandags Nyt uge 36
Ja, det ser desværre sort ud...
Af: Lene Lindberg
Denne uge starter efter en noget regnfuld weekend, hvor nogen af jer måske har fået ødelagt noget af de store vandmængder. Det er jo ikke det sjoveste. I denne uge lover vejrguderne så, at sommeren kommer lidt tilbage igen, det bliver dejligt.
I FOA og hvis I har en tillidsrepræsentant på arbejdspladsen, så er I sikkert optaget af at drøfte krav til overenskomsterne, som vi skal have i hus inden 1.april 2015. Vi håber på, at I har en livlig debat på arbejdspladserne, så I og jeres kollegaer kan føle og opleve, at I er medlemmer af en demokratisk fagforening.
I sidste uge vedtog FOAs hovedbestyrelse, at man skal være medlem af FOA senest den 1. januar 2015 for at kunne opnå konfliktunderstøttelse, hvis vi enten selv varsler strejke eller vi bliver lockoutet af vores arbejdsgiver, ligesom det skete for lærerne sidste år. Så skynd jer at få de kollegaer som ikke er medlem, til at melde sig ind i FOA. De bør jo ligesom andre være med til at kæmpe for vores løn- og arbejdsvilkår.
Nogen af jeres kollegaer vil sikkert sige, at de ikke har brug for fagforeningen eller at de er med i en billigere, men NEJ en billigere findes ikke, for det er kun FOA der har retten til at forhandle på vores områder. Heldigvis er der flere og flere som har fundet ud af, at der ikke findes andre end FOA på jeres arbejdsplads.
I disse uger forhandler vores region og vores kommuner om næste års budgetter. Vi er kede af at måtte sige, at det desværre ser dystert ud. Børnetallet er faldende hvilket betyder, at de fleste kommuner må skære især på børneområdet. Derfor må vi sammen råbe op. Ældreområdet kommer også til at se på servicen. Det ser desværre ud til, at der især kigges på udbud, serviceforringelser såsom færre bad, mindre rengøring og sidst men ikke mindst, så vil kommunerne indføre mere selvhjælp. Det er også fint for dem der kan optrænes, men der findes altså nogen som ikke kan, og det er lige som om, at det tales der ikke om.
Desværre ser det ud til, at det der blev lovet med ældremilliarden, det kommer ikke til at ske. Det er præcis det samme, som skete på børneområdet for få år siden.
I regionen er der varslet nedlæggelse af ca. 680 stillinger, og det er på et område, som der også sidste år var ramt af lukninger, specielt af vores hospitaler her i Nordsjælland, og hvor mange af FOAs faggrupper har stået for tur.
Ja, det ser desværre sort ud, så derfor er der rigtig meget at se til ude omkring i jeres MED-udvalg.
Vi håber virkelig ikke, at det er jer som faggrupper der skal finde disse besparelser, det må de ansvarlige politikere, da det er det de er valgt til. Selvfølgelig skal I høres inden der træffes beslutninger inden oktober.
PÅ FOA Nordsjællands vegne
Lene Lindberg
Afdelingsformand