MandagsNyt uge 03

Kære alle

På vegne af afdelingen vil jeg benytte denne lejlighed til at ønske jer alle et rigtigt godt nytår.

Når et nyt år starter, er det for mig altid spændende og forbundet med refleksion over året der gik, og det år vi nu skal i gang med.

I FOA startede vi året op med Danmarksmesterskabet i Skills, hvor vi i FOA skulle dyste i pleje for social- og sundhedsassistenter. De øvrige erhvervsuddannelser dyster i deres fag. Det var et fantastisk arrangement. Det var tætte dyster, og jeg er stolt af at være repræsentant for faggruppen.

I forbindelse med uddannelsen på social- og sundhedsskolerne, har vi medlemmer ansat til at uddanne vores faggrupper. Vi burde have mange flere end vi har nu, men er glade for dem vi har. Derfor er der i dette Mandagsnyt en artikel med nogle af de medlemmer som arbejder på skolen. Jeg håber, at det kan inspirere andre til at overveje en karriere på skolerne.

I år skal det offentlige område have ny overenskomst. Vi ønsker gode resultater med lønløft som kan mærkes.

Rigtig god uge til jer alle.

På vegne af FOA Nordsjælland

Lene Lindberg
Afdelingsformand

 

Igennem de seneste fem år har SOPU i Hillerød ansat undervisere med baggrund som social- og sundhedsassistenter. Det giver uddannelsen øget bredde og autenticitet.

Knap fem år med social- og sundhedsassistenter ved tavlen har, ifølge Carina Villadsen, uddannelseschef for SOPU København og Hillerød, tilført Social- og sundhedsuddannelsen ekstra autenticitet. Blandt andet fordi underviserne fremstår som rollemodeller eleverne kan spejle sig i, da det skinner tydeligt igennem, at de brænder for deres fag og har erfaringer med sig fra det virkelige liv, som de rigtig gerne vil dele ud af.

Selvoplevede eksempler
En diplomuddannelse i erhvervspædagogik, erhvervet sideløbende med ansættelsen hos SOPU, sætter endvidere social- og sundhedsassistenterne i stand til at koble deres mangeårige praktiske erfaring sammen med den teoretiske del af uddannelsen og videreformidle læringen på en måde, så selv meget teoretisk stof bliver håndgribeligt og forståeligt, fordi der knyttes historier og selvoplevede eksempler på alle facetter af undervisningen.

”Det er tydeligt at se, at social- og sundhedsassistenterne er vant til at indgå i dialog med mange forskellige typer mennesker og præcis ved, hvad der stilles af krav i den ’virkelige’ verden. Det er præcis det, der gør dem så autentiske,” forklarer Carina Villadsen, og understreger, at netop evnen til at kommunikere med mange forskellige mennesker er en fordel i arbejdet med skolens meget sammensatte gruppe af elever, der både aldersmæssigt og kulturmæssigt spænder vidt – fra eleven med indvandrerbaggrund, ankommet direkte fra folkeskolen, til den ældre ufaglærte social- og sundhedshjælper, der gerne vil have papir på sine kompetencer.

FOA Nordsjælland støtter op
Også formanden for FOA Nordsjællands social- og sundhedssektor, Vinni Jakobsen, støtter op om initiativet med at inddrage social- og sundhedsassistenter i undervisningen – bl.a. har afdelingen været med til at formidle kontakten til SOPU for både Kira Waltz Crillesen og Kristine Vormslev Hernvig. De har begge to arbejdet en årrække som social- og sundhedsassistenter, både i sygehussektoren og den kommunale pleje, men havde lyst til at prøve noget andet. Kristine Vormslev Hernvig, fordi hendes diabetes gjorde det svært for hende at fortsætte som social- og sundhedsassistent og Kira Waltz Crillesen, fordi hun ønskede at undervise.

”FOA Nordsjælland rådede mig for eksempel til at tage en akademiuddannelse i sundhedspraksis, da jeg i sammen med min daværende arbejdsgiver kontaktede dem for at høre, hvad jeg havde af muligheder, hvis jeg fortsat skulle blive på min arbejdsplads. Og efterfølgende kom der så en åbning hos SOPU, der indvilligede i, at jeg kunne tage den 3-årige diplomuddannelse i erhvervspædagogik, sideløbende med min ansættelse hos dem,” fortæller Kristine Vormslev Hernvig.

Også Kira Waltz Crillesen omtaler FOA Nordsjælland som den direkte årsag til, at hun i dag, ifølge eget udsagn, bestrider drømmejobbet hos SOPU.

”Efter et praktikvejledermøde i FOA Nordsjælland fik jeg sådan lyst til selv at undervise og kontaktede dem efterfølgende for at høre, hvordan jeg skulle gribe det an. De anbefalede mig at skrive til Carina Villadsen og på egen hånd gå i gang med diplomuddannelsen i erhvervspædagogik.”

Som sagt, så gjort. Halvvejs inde i uddannelsesforløbet kontaktede Kira Waltz Crillesen således Carina Villadsen, kom på praktikbesøg hos SOPU og blev derefter ansat.

Plads til flere
Carina Villadsen lægger ikke skjul på, at SOPU gerne vil ansætte flere social- og sundhedsassistenter. Derfor opfordrer hun interesserede medlemmer til at holde øje med ledige stillinger på deres hjemmeside – eller sende en uopfordret ansøgning.

”Vores forventning til egnede kandidater er en bred og dyb indsigt i plejeområdet samt nogle år på arbejdsmarkedet, hvor de har været rundt forskellige steder. Og så skal de være gode til at kommunikere og formidle,” forklarer hun. ”Endelig lægger vi vægt på, at man har været ansvarlig for – eller med til at tilrettelægge – undervisning af kolleger. Og så naturligvis, at kandidaten har mod på at gennemgå den 3-årige erhvervspædagogiske diplomuddannelse.”

Kristine HernvigForberedelse til dagen