Claus Hjort har ingen respekt for velfærdskrigerne

I DR2-debatten udtalte Claus Hjort Frederiksen (V) at han mener, at der mangler faglig stolthed hos bl.a. hjemmehjælpere.

Vi er helt uenige!

Claus Hjort Frederiksen skal for det første have styr på fakta. I programmet baserer han sin kritik på et tragisk eksempel med en madudbringer, og altså ikke en social- og sundhedsassistent, og gør det til en generel kritik af fagligheden hos alle medarbejdere i hjemmeplejen. 

For det andet skal Claus Hjort Frederiksen komme ud i virkeligheden. Hvis han gjorde det så ville han opleve, at den faglige stolthed er i top hos faggrupperne indenfor social- og sundhedsområdet samt hos de andre offentligt ansatte, som vi kalder for velfærdskrigere.

Det er dem der står op hver dag, for at få velfærdssamfundet til at fungere. Det er dem der passer vores børn. Det er dem der behandler de syge. Det er dem, der giver vores ældre en værdig alderdom, som de fortjener.

Hvis Claus Hjort Frederiksen virkelig mener, at den faglige stolthed mangler, hvorfor vil han så indføre nulvækst?

Nulvækst betyder, at forbruget i den offentlige sektor ikke må stige. Det betyder, at medarbejderne skal løbe stærkere. Der kommer flere og flere ældre men der kommer ikke flere penge.

I dag løber de ansatte allerede stærkt, for der er allerede sparet helt ind til benet. Men de ansatte kæmper en brav og flot kamp, for at levere god velfærd, som vores ældre får hver dag.

Social- og sundhedsassistenterne, social- og sundhedshjælperne og alle de øvrige velfærdskrigere, har masser af faglig stolthed.

Det ved Claus Hjort Frederiksen åbenbart ikke, fordi han aldrig er ude i den virkelige verden.

Kære Claus: Vil du med ud i virkeligheden? For vi er sikre på, at du så selv vil opleve den virkelige faglige stolthed hos alle faggrupper indenfor social- og sundhedsområdet. Du burde tage denne udfordring op, og ellers skamme dig over de udtalelser du er fremkommet med – det er rystende.


Bedste hilsner

Lene Lindberg                                              Teis Volstrup

Afdelingsformand                                         Folketingskandidat SF

FOA Nordsjælland