Debatindlæg om ældreanalyse i Hillerød kommune

Hillerød Kommune har som flere andre kommuner, bedt et konsulentfirma om at analysere ældreområdet. Resultatet er beskrevet kort på sn.dk den 12. maj 2015.

Nedenstående sendt til pressen 13. maj 2015
 
Hillerød Kommune har som flere andre kommuner, bedt et konsulentfirma om at analysere ældreområdet. Resultatet er beskrevet kort på sn.dk den 12. maj 2015.

Jeg finder ikke rapporten særlig imponerende. Efter min opfattelse synes jeg ikke, at de kommuner der sammenlignes med ligner Hillerød kommunes borgere i sammensætning eller i kultur.

At spare 36 stillinger får mig til at ryste på hovedet. Jeg fristes til at spørge, om der virkelig er så mange ansatte på arbejde for at passe og pleje borgere der har brug for hjælp UDEN der er brug for de ansatte fremadrettet!

Det er noget af en fortolkning af den udarbejdede analyse. Jeg tror, at borgerne vil sige at de er glade for den hjælp de har, og jeg er sikker på at de er taknemmelige. Jeg er også sikker på, at de ansatte undrer sig, for det kræver både værdighed og faglighed at yde en ordentlig omsorg og pleje.

FOA Nordsjælland kan være bange for, at det kan betyde flere dage hvor borgerne må blive i sengen, mindre opmærksomhed for de svageste demente, længere tid mellem toiletbesøg samt sværere at komme en tur ud i den fri natur.

At Hillerød kommune er dyre - ja det er korrekt, men kære politikere kan I ikke overveje om ikke de penge er godt givet ud? Især overfor vores ældre medborgere, som har brug for hjælp. Heldigvis udtaler formand Bente Claudi, at det ikke er sandsynligt at kommunen skal af med 36 ansatte men der kan dog ikke loves at der ikke kommer afskedigelser.

Bente Claudi udtaler, at kvaliteten er i højsædet, men man kan altså ikke få samme kvalitet når der skal spares så mange penge!

Jeg finder det også mærkeligt at der altid henvises til borgerne på 65 år - altså vores folkepensionister. Der er faktisk ikke mange på 65 der er visiteret til hjælp, for heldigvis kan de fleste klare sig til langt op i pensionsalderen. Det er rart, for hvem vil ikke helst klare sig selv med f.eks. duften af hjemmelavet mad eller selv kunne holde sit hjem og sig selv ren og pæn.

Analysen peger endvidere på nogle punkter, som vi i FOA Nordsjælland er rigtig bekymrede for. Det er sygefraværet i hjemmeplejen. Sygefravær hænger sammen med trivsel og kvalitet, så her er der noget at se nærmere på, så både borgere og medarbejdere får bedre trivsel. Måske skal kommunen se nærmere på ledelseskvalitet og nærvær.

Med hensyn til normering på plejecentrene, så peges der på arbejdstidsplanlægning som en spare øvelse. Det er for os tvivlsomt, men det tager vi gerne en dialog om.

Så er der peget på velfærdsteknologi. Det er glædeligt, da dette kan gavne både borgerne og de ansattes arbejdsmiljø. Blot teknologien ikke skal erstatte fagpersoner.

FOA Nordsjælland vil opfordre politikerne til at medinddrage os som faglig organisation i drøftelsen om denne rapport, inden byrådet træffer beslutning, for vi er rigtig bekymrede på både borgere og ansattes vegne.


Med venlig hilsen
FOA Nordsjælland

Lene Lindberg
Afdelingsformand