Har du penge til gode hos din arbejdsgiver?

Er du blevet afskediget til fratræden efter du er fyldt 60 år? Og er det sket efter mange års ansættelse og til fratræden med udgangen af 2004 eller senere, så har du måske penge til gode.

Årsagen er at forbuddet mod aldersdiskrimination trådte i kraft i december 2004, og at der aktuelt er rejst sag ved Vestre Landsret med krav om, at også de +60-årige skal have ret til en fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven.

Funktionærloven siger nemlig, at man har ret til en fratrædelsesgodtgørelse på 1-2-3 månedsløn efter henholdsvis 12-15-18 års ubrudt ansættelse ved én arbejdsgiver. Og det har hidtil været forbeholdt de under 60-årige!

Men vindes sagen ved Vestre Landsret er vejen banet for at rejse krav om regulering 5 år tilbage i tid.

  • er du sagt op og fratrådt efter at være fyldt 60 år, men før du fyldte 65 år, og
  • er din fratræden sket efter december 2004 og
  • havde du været ansat ved din arbejdsgiver i 12 år eller mere, da du fratrådte

så kontakt os på odense@foa.dk eller på 4697 1800, så vi kan få rejst sagen overfor arbejdsgiveren og undgå, at sagen falder for forældelsesfristen, der er på 5 år.

For god ordens skyld skal nævnes, at sagen er indbragt for EU-domstolen. En afgørelse kan derfor have lange udsigter. Men der er intet at tabe!

P.S. Tjenestemænd er ikke omfattet af ovenstående.