Pressemeddelelse

Velfærd og frivillighed

De frivillige udgør en vigtig brik i velfærdsarbejdet, men de frivillige må ikke erstatte de fastansatte, mener afdelingsformand Inge Grønbech og opfordrer til samarbejde om fælles spilleregler og aftaler for området.

Frivilligt arbejde på den politiske dagsorden
Frivilligt arbejde har i en årrække været på dagsorden. Demografien tynger, de ældre bliver stadig svagere og der bliver fortsat flere af dem. Arbejdskraftbehovet vokser, alene ældreplejen skal skaffe op mod 70.000 i 2019. Kommunerne slås i disse år med stramme budgetter der desværre medfører nedskæringer, det mærkes ude på arbejdspladserne, hvor de ansatte må løbe stærkere og løse flere opgaver på samme eller mindre tid.
”Det er under forhold som disse, at det frivillige arbejde for alvor er kommet på den politiske dagsorden. Frivillige er, nu hvor krisen kradser, pludselig blevet et vigtigt redskab hvormed kommunerne kan få udført en række opgaver og det er her, vi må passe på,” opfordrer afdelingsformand i FOA Odense, Inge Grønbech.

 

Det handler om ordentlige aftaler
De frivillige udgør en vigtig brik i velfærdsarbejdet, men de frivillige må ikke erstatte de fastansatte. Desværre tyder meget på, at det allerede sker, i hvert fald viser en medlemsundersøgelse om holdninger til og erfaringer med frivilligt, socialt arbejde foretaget af FOA i 2011, at 26 % af FOAs medlemmer mener, at frivillige udfører opgaver, som burde varetages af de ansatte.
”Det frivillige arbejde tager om sig, og det er vigtigt, at stoppe op og gøre sig klart hvorfor. Er det, fordi danskerne nu gerne vil ”give den hele armen” for at bevare den truede velfærd, eller er det fordi, kommunerne fattes penge og ser det frivillige arbejde som et redskab til, at stoppe nogle huller? ”spørger Inge Grønbech.
”Uanset årsagen handler det om balance; de frivilliges indsats er prisværdig, og de er ikke bare en stor hjælp for borgerne, men også et supplement til de ansatte. De professionelle kan noget, de frivillige ikke kan og omvendt kan de frivillige noget, det offentlige har svært ved i disse krisetider. Det handler om balance og ordentlige aftaler, ”mener Inge Grønbech.

 

Sociale opgaver er vigtige
Medlemsundersøgelsen fra 2011 viste også, at 96 % mener, at det forbedrer hverdagen for brugerne og 79 % mener, at samarbejdet er godt. Generelt er FOAs medlemmer altså positive men samtidig viste undersøgelsen også, at de frivillige ofte får opgaver af social karakter.
”Det er ingen positiv udvikling, at de sociale opgaver fjernes fra de professionelle. Det at være en hjælp for et menneske, handler i høj grad om et helhedssyn, at man ikke blot er den, der kommer og er en praktisk hjælp, men også har et socialt blik på borgeren. Har tid til at gå tur med den ældre for at se, hvor godt hjulpen den ældre er fysisk – og være den, der holder den ældre i hånden, når vedkommende er døende,” siger Inge Grønbech.

 

Fremtidens frivillige arbejde
Frivilligt Forum og de faglige organisationer har lavet en overordnet aftale om anvendelsen af frivillige. Det skal blot følges op ude på arbejdspladserne, så der laves konkrete spilleregler, klare retningslinjer og klarhed om opgavefordeling.
”FOA deltager gerne i et konstruktivt samarbejde om fastlæggelse af aftaler og rammer for det frivillige arbejde og i debatten herom, ”slutter Inge Grønbech.


Inge Grønbech taler om emnet på Marienlund Hovedgård d. 15. maj kl. 9:30.


Kontaktinformation
Afdelingsformand, Inge Grønbech, telefon: 46 97 18 00