Kæmpe besparelser på Ældreområdet!

Som flittig læser af avisen kan vi i FOA Odense konstatere, at Borgmester Anker Boye i 2014 vil spare næsten 100 millioner yderligere på de svageste ældre. Det sker på trods af en stigning på hele 70 % af de +90 årige frem mod 2021. Det svarer til at nedlægge næsten 400 stillinger, hvis vi regner i de social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, der dagligt yder pleje og omsorg til byens ældre. Besparelsen foreslås endda at stige til 145 millioner i 2016!

Når mange flere svage ældre skal have hjælp af mange færre ansatte, siger det selv, at det får store konsekvenser. På bare 3 år har Odense Kommune nedlagt mere end 2.000 jobs og værre bliver det med de nye besparelser. Vi har i forvejen alt for mange ledige i FOA Odense og man tænker vel næppe vores faggrupper beskæftiget med at grave Thomas B. Thriges Gade ned?

Der er hårdt brug for flere og ikke færre kompetente medarbejdere i ældreplejen. Ganske vist sker der fremskridt ved hjælp rehabilitering. At flere ældre i en periode kan klare sig med ingen eller mindre hjælp er godt. Men ikke alle borgergrupper kan rehabiliteres. Ifølge Ældresagen viser en undersøgelse fra Københavns Kommune, at 40 % ikke lykkes med at blive selvhjulpne. Og desværre er det ikke sådan, at rehabilitering betyder, at man forbliver selvhjulpen resten af livet. Reelt er der jo tale om at man udskyder alderssvækkelsen i en kortere eller længere periode.

I forhold til besparelser på mindre sygefravær, er det heller ikke nødvendigvis sådan, at fordi man lader de ansatte løbe endnu stærkere eller sidde alene om natten på byens plejecentre, så bliver de automatisk mere raske. Men det kan sådan set også være ligegyldigt i forhold til budgettet, for pengene er sparet væk – Hokuspokus!

Politik handler om at prioritere de penge, der nu engang er til rådighed i forhold til de borgere, som har mest behov og de anlægsinvesteringer, som er tvingende nødvendige. Vi er helt med på, at det er valgår og at politikerne derfor nu skal stå til ansvar overfor borgerne! Men det ændrer ikke på, at en så voldsom besparelse kommer til at gå ud over de svageste ældre og at man politisk skal stå ved det man gør. Og her skal det altså ikke endnu engang være FOAs faggrupper, der som kommunens ansigt overfor de ældre og deres pårørende skal forklare og forsvare de forringelser, der er politisk besluttet!