• Læs op
• Udskriv

Det er en varm sommerdag i juni 2020, og Jennie Petra Nielsen er i gang med det, hun elsker allermest. At undervise elever på grundforløbet på Social- og Sundhedsskolen Fyn i Odense. På det tidspunkt ved hun, at hun er nomineret til Politikens Undervisningspris efter indstilling fra eleverne, men hun ved endnu ikke, hvad der venter. Midt i timen går døren til klasselokalet pludselig op, og en horde af smilende mennesker træder ind. Jennie har vundet hovedprisen i erhvervsskolekategorien og må tørre øjnene, inden hun skal ud foran skolen, hvor elever og kollegaer står klar til at fejre hende med jubel og taler.

- Jeg blev så rørt og overrasket, da de kom ind, og jeg kan huske, jeg tænkte, at det da var godt, jeg ikke underviste i seksualitet med de store PowerPoint-illustrationer den dag, griner Jennie, som allerede har forberedt selve prisoverrækkelsen den 18. august 2020 i Politikens Hus.

- Jeg må tage tre gæster med, og det bliver tre elever, for det er dem, der har sørget for, at jeg står her i dag. Jeg har booket hotelværelse til os, og så skal vi ud at opleve København om dagen og til prisoverrækkelse med treretters menu og underholdning om aftenen. Jeg er også blevet bedt om at sige et par ord, og jeg vil selvfølgelig bruge min taletid på at hylde mine elever, fortæller Jennie, som har valgt de tre elever ud fra, hvem der har været mest mødestabil, hvem der har bidraget til et godt læringsmiljø, og hvem der har vist mest empati og omsorg for de andre elever i klassen.

Rejsen mod drømmejobbet
38-årige Jennie fra Nørre Lyndelse bliver selv uddannet sosu-assistent i 2004 og har på 14 år været omkring et plejecenter, geriatrisk afdeling på Odense Universitetshospital, et bosted for senhjerneskadede og et psykiatrisk bosted. Sideløbende tager hun en efteruddannelse i neuropædagogik, som hun også underviser elever og studerende i på bosteder.

- Mit hjerte begyndte for alvor at brænde for eleverne, da jeg arbejdede inden for senhjerneskadeområdet. Det var interessant at tage imod mennesker, som måske var lidt usikre på sig selv, og hele læringsperspektivet i det var så spændende. Da jeg kom over i psykiatrien, var jeg vejleder for blandt andet sosu-elever, og det var vildt fedt. Altså det her med at involvere sig i et andet menneske og følge rejsen og udviklingen, forklarer Jennie og uddyber:

- Selve kontakten med borgerne på bostederne begyndte at fylde mindre for mig, og jeg havde mere lyst til at fordybe mig i eleverne og sørge for, at de mennesker, der kommer ud og arbejder med vores borgere, virkelig er nogen, der kan finde ud at reflektere, tage ansvar og er empatiske. For det skylder vi vores borgere. Så det var totalt drømmejobbet for mig at blive underviser på Social- og Sundhedsskolen, konstaterer hun.

Busruter og psykiske brusebade
”Et enestående engagement i sine elever” står der blandt andet i begrundelsen for, at Jennie er modtager af årets undervisningspris. Der står også, at hun gør ting, som andre lærere ikke nødvendigvis får øje på. Det gør Jennie glad, men hun mener dog, at det er helt naturligt for hende og også en prioritering.

- Grundforløbet er mest af alt en dannelsesrejse. Det er så vigtigt for mig at se hele vejen rundt om mennesket, og hvis de har noget, der hindrer læringen, så må vi arbejde med det. Det kan være en, der ikke tør at række hånden op, fordi vedkommende er blevet mobbet tidligere. Det er simpelthen værd at investere tid til at kigge på den enkelte og finde ud af, hvad vedkommende har brug for, fortæller Jennie.

Og tid investerer hun altid. Også i de ekstra ting, som har gjort en kæmpe forskel for mange. Hun har for eksempel lært en kvinde i 40’erne at cykle, fordi det er et krav fra Odense Kommune, for at man kan få en elevplads. Hun har ændret en busrute, så køreplanen passer bedre med elevernes mødetider. Og hun har givet flere elever psykiske brusebade, som hun kalder det.

Positive post-it-lapper 
- Jeg har haft elever, som har været massivt mobbet, inden de kom hertil, og jeg kan nævne et tilfælde, hvor jeg havde aftalt med en pige, at hun skulle sætte sig på en stol foran klassen. Jeg delte post-it-lapper ud til klassen og fortalte, at eleven havde haft det svært. Klassen skulle så skrive ned, hvad der var positivt ved pigen og klistre sedlerne på hende, og til sidst var hun jo én stor post-it-lap, siger Jennie og fortsætter med kærlig stemme:

- Jeg fik så en pige fra klassen til at komme op og læse budskaberne højt. Der stod for eksempel: Du er sød, du er dygtig, du er venlig – og det gjorde bare en kæmpe forskel for hende.

Det er en mission for Jennie, at eleverne har det godt. Ingen må forlade klasseværelset med en følelse af, at de ikke er gode nok. Det sidder dybt indgroet i hende, og hun ved godt hvorfor.

- Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en lærer, som gav mig 03 til min latineksamen, og han sagde til mig: Jennie, jeg vidste godt, du var dum, jeg vidste bare ikke, at du var så dum. Jeg har faktisk overvejet, om jeg skulle skrive til ham, at jeg har vundet undervisningsprisen, fordi det har siddet i mig lige siden, men det gør jeg selvfølgelig ikke. Men det gav mig en grundfølelse af ikke at være god nok, og det skal mine elever aldrig føle. Aldrig, gentager hun.

Fra krise til anerkendelse
Selvom der i mange år har været en negativ klang omkring det at være sosu-assistent, og selvom Jennie utallige gange har måttet forklare, at jobbet langt fra blot handler om personlig hygiejne, så synes hun faktisk, at tonen er ved at blive bedre. En verdenskrise kan være en del af forklaringen.

- Coronakrisen har været skidt på mange områder, men folk har også fået øjnene op for, at vi er en faggruppe, som ikke kan undværes. Vi var jo nogle af dem, der trådte frem, mens andre isolerede sig, så da det faktisk gjaldt, var det jo ikke it-ingeniøren, verden havde brug for, påpeger Jennie, som dog håber på endnu mere anerkendelse af sosu-faget.

- Nu har jeg modtaget undervisningsprisen, og jeg synes, det er fedt at sætte fokus på hele faget og ikke kun på mig og vores skole. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, hvis der var flere assistenter, der havde lyst til at blive undervisere og selvfølgelig også at få flere i gang i faget. For der bliver voldsom mangel på hænder, hvis vi kun tager elever fra folkeskolen. Jeg tror, at vi med succes kan få fat i nogle af dem, der allerede er i job og få dem omskolet til sosu-verdenen, siger Jennie.

Til eleverne
Når Jennie og de tre elever drager mod København og prisoverrækkelsen i august, venter der endnu mere godt. Nemlig et pengebeløb på 75.000 kroner, som udover æren er en del af undervisningsprisen. Nogle af pengene skal bruges i skolesammenhæng, og Jennie grubler stadig over, hvad pengene skal gå til.

- Det kunne være at etablere en god fredagsbar med fokus på det sociale eller at få etableret et motionsrum på skolen, hvor eleverne kan styrke deres kroppe, for det får de brug for, når de skal ud at arbejde. Men én ting er sikkert: Det skal være noget, eleverne kan mærke!

Værd at vide om Politikens Undervisningspris

• Hvert år hylder Politiken og Lundbeckfonden de mest dedikerede lærere i Danmark
• Lærere i grundskolen, på gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser kan indstilles
• Det faglige panel for ungdomsuddannelserne har valgt Jennie Petra Nielsen som vinder
• Foruden æren honoreres Jennie Petra Nielsen med 75.000 kroner
• Prisen uddeles tirsdag den 18. august 2020 ved en fest i Pressen i Politikens Hus.