Vil du gøre en indsats for et bedre miljø?

FOA Odense støtter op, når World Cleanup Day for fjerde gang sætter fokus på miljøet lørdag den 18. september 2021

Det hele startede i Estland i 2008, hvor 50.000 indbyggere gik sammen om at rydde op i naturen.

Siden har ideen inspireret til handling og spredt sig til hele kloden!

 

I 2011 blev indsatsen samlet i Let's Do It World Foundation, som har det formål at samle det globale samfund, skabe opmærksomhed og reelle forandringer frem mod det ultimative mål, som er en sund og ren planet.

 

På trods af Covid-19, var der sidste år 11 millioner deltagere fra 166 lande, der gik sammen om at fjerne skrald fra strande, floder, skove, vejkanter og byer.

Deltagerne brugte i gennemsnit 3 timer og samlede ca. 4 kg. skrald hver. 

På verdensplan blev der indsamlet 43.000 tons affald på denne ene dag!

 

Du kan også hjælpe miljøet!

Tag ægtefællen, børnene, veninden, eller hvem du nyder at følges med, ud i naturen lørdag den 18. september 2021.

Tag nogle handsker og et par udtjente indkøbsposer med - så er det bare at samle affald ind.

Et godt tip! Medbring evt. flere poser, så affaldet kan sorteres med det samme.

 

Obs! Det er tilladt at indsamle skrald på offentlige arealer, hvorimod man altid skal respektere den private ejendomsret.

 

Når du kommer hjem vejes poserne, så du kan se, hvor meget du har bidraget til et bedre miljø.

Send os besked på odense@foa.dk om, hvor meget du har samlet. Så sørger vi for at sende et samlet resultat for FOA Odense til World Cleanup Day 2021.

Du er også meget velkommen til at sende os billeder af dagens fangst, som vi kan lægge på hjemmesiden/facebook.

 

PS. I ugen op til World Cleanup Day er du velkommen til at hente en gul FOA-vest i afdelingen, så du bliver synlig, hvis du vil samle op i trafikerede områder.

Men husk: PAS RIGTIG GODT PÅ DIG SELV!

 

Vi håber, at rigtig mange af vores medlemmer vil hjælpe naturen og støtte op om dagen.

 

MVH. Aktivitetsudvalget