• Læs op
• Udskriv

Det har ulmet i nogle år nu. Utilfredsheden med lønnen blandt nogle af de store grupper af offentligt ansatte. Dem, der står med den borgernære kontakt. Dem, hvis job er at levere velfærd til borgerne i Danmark. Dem, der løber stadig stærkere, fordi de mangler kolleger.

Og jeg forstår godt deres utilfredshed, for deres løn er vitterlig ikke høj. Det får mig til at tænke på, om vi i Danmark egentlig værdisætter velfærdsarbejde rimeligt?

Mange FOA-medlemmer føler, at deres indsats ikke anerkendes i tilstrækkelig grad. De føler, at de knokler for at få vores højtbesungne velfærdssamfund til at fungere. Men de føler også, at de bliver taget for givet og set ned på. Og det er ikke fair.

Anerkendelse handler om flere ting. Én af disse er løn. Men alt for ofte mødes FOAs repræsentanter af en besked om, at ’kassen er tom. Der er ingen penge at forhandle om’, og så må man gå med bukket hoved tilbage til medlemmerne og sige, at der heller ikke kom lønstigninger i denne omgang.

Det får naturligvis medlemmerne til at undre sig over, om der overhovedet sættes pris på den indsats, de lægger for dagen. For nogle betyder det også, at man begynder at overveje at søge nye græsgange.

Men vi skyder os selv i foden, når vi ikke giver velfærdens front deres – i min optik – velfortjente lønmæssige anerkendelse, for det ender med, at der ikke er nogen til at passe på os, når vi for eksempel bliver ældre og syge.

Det er en stor opgave at løfte lønnen for offentligt ansatte fra centralt hold. Regeringen har dog meldt ud, og arbejdet er (forhåbentlig) i gang. Men en del af de offentligt ansattes løn forhandles faktisk lokalt (såkaldt lokalløn), og det er et noget mindre maskineri at sætte i gang. Men det er her, at kassen tilsyneladende ofte er tom.

Kigger man i lønstatistikkerne fra Kommunernes- og Regionernes Løndatakontor (KRL), vil man dog opdage, at den ikke er helt tom for alle. For eksempel har cheferne i den kommunale forvaltning ret klækkelige tillæg, der kommer fra den samlede lokallønssum – en sum som alle kommunalt ansatte kan forhandle sig til en bid af.

Eksempelvis får en kommunal chef i Odense Kommune 16 gange så meget lokalløn som en social- og sundhedshjælper. Er det rimeligt? Det kan der i sagens natur være flere holdninger til, men min er temmelig klar: Nej, jeg synes ikke det er retfærdigt, at dem, der har meget, får endnu mere, mens de hårdtarbejdende mænd og kvinder på velfærdsområderne, der knap har tid til en tissepause, spises af med peanuts.

Den lønmæssige ulighed stiger på denne måde, og det er uværdigt i et land som Danmark, der ellers bryster sig af at være et af de mest lige lande i verden.

Dem, der sidder på pengekassen inde på rådhuset, er nødt til at få øjnene op for den verden, der er uden for rådhuset. Social- og sundhedshjælperen er ikke en celle i et Excel-ark. Det er et hårdtarbejdende, lavtlønnet medmenneske, der sikrer Hr. og Fru Jensen livskvalitet, når de befinder sig i en situation, hvor de har behov for hjælp – eksempelvis ved sygdom eller i den sidste del af deres liv.

Bragt i Fyens Stiftstidende den 18. maj 2023