Pressemeddelelse

FOA Randers siger Nej til omprioriteringsbidrag

Økonomiaftalen for 2016 har indført et nyt begreb: ”Omprioriteringsbidrag” – penge, som kommunen skal spare, og som regeringen vil bruge til sine egne formål.

Omprioriteringsbidrag er altså bare et andet ord for besparelser, der lægger beslag på kommunens økonomi. Og i de kommende år vil størrelsen af bidraget vokse og vokse. Kan kommunen holde til det? Kan borgerne, kan medarbejderne, og kan politikerne?


Er det rimeligt, at byrådene i de kommende år skal finde nye besparelser blot for at finansiere regeringens politik?

 

Er det rimeligt, at byrådene skal udføre beslutninger, der vil komme til at betyde velfærdforringelser for borgerne i deres kommuner, for at sende ekstra penge til regeringen?

 

Er det rimeligt, at det lokale selvstyre skal undergraves på den måde?

 

”Vi oplever, at den kommunale økonomi er under pres i disse år, og med omprioriteringsbidraget bliver det blot endnu værre. Derfor vil vi gerne opfordre byrådene i vores 4 kommuner til at sige nej til regeringens omprioriteringsbidrag,” siger Inge-Lise Christensen, formand for FOA Randers og fortsætter, ”det er ganske urimeligt, at de i forvejen betrængte kommuner skal være med til at finansiere regeringens politik.”

 

Byrådene må også opfordre KL til at sige nej til en ny økonomiaftale med regeringen, hvis aftalen indeholder omprioriteringsbidraget eller tilsvarende store besparelser. Uden en aftale bliver det nemlig meget svært for finansministeren at komme igennem med nedskæringerne i Folketingets finansudvalg.

 

Heldigvis er nogle kommuner begyndt at sige fra, og samtidig er der en folkelig bevægelse på vej imod urimelige besparelser og omprioriteringsbidrag:

”Velfærdsalliancen arrangerer demonstrationer i hele landet, så bak op om deres aktiviteter,” siger Inge-Lise Christensen, ”Vi skal sikre, at politikerne ved, at nu er nok er nok!”

 

For yderligere kontakt

 

Inge-Lise Christensen, afdelingsformand – mobil 2044 4401

Senest redigeret den 10.03.2016 af Anna-Kathrine L. Hansen