Pressemeddelelse

Tillid er som en elastik

Udtalelse fra FOA Randers tillidsvalgte den 7. september 2015
Tillid er som en elastik og de tillidsvalgte advarer nu om, at bristepunktet snart er nået.

Vi har gennem mange år hørt rigtig mange fine ord, så som: effektivisering, omstrukturering, omprioriteringsbidrag, moderniseringsaftaler, velfærdspolitisk planlægning.

 

Vi har taget medansvar og været med til at få jeres beslutninger til at fungere overfor borgerne, vi har gang på gang fortalt hvilke konsekvenser jeres beslutninger medfører overfor borgeren og overfor os, jeres ansatte.

 

Vi er høfligt blevet takket for vores bidrag, men af hensyn til den økonomiske situation dette land og vores kommuner befinder sig i, skal vi altså lige endnu engang, lige skære ned på de borgernære områder.

 

I har været med til at sikre, at vi er blevet uddannet. Vi har fået rigtig fine kvalifikationer, så I kan dokumentere, at I som arbejdsgivere har de fornødne kompetencer til at løfte de borgernære serviceopgaver.

 

Tilliden forsvinder

Vores tillid svinder, når vi ikke mere har tid til at bruge vores faglighed, når vi får færre og færre kolleger at udføre fagligheden med.

 

Vores tillid svinder, når vi skal opleve, at I stille og roligt accepterer, at det arbejde I har uddannet os til, kan overtages af frivillig arbejdskraft.

 

Vores tillid svinder, når vi skal opleve, at vi, efter vi har givet alt, hvad vi har i os, og må give op med en svækket krop eller sind, så bliver betragtet, som nogle der bare pjækker – hvorfor ellers indføre belønninger for færre sygedage?

 

Vores tillid svinder, når vi kun hører en larmende tavshed i forhold til en aftale om kommuners og regioners økonomi, som endnu engang med kolde udregninger og fine ord mindsker det rum, hvor de borgere, der har brug for menneskelig omsorg efterlades med forklaringer, som ingen forstår.

 

Kære folketings- regions- og kommunalpolitiker tillid er som en elastik, der kan strækkes meget laaaaangt, men springer den, kan den ikke repareres.

Vi vil sige, at der nu kun er ganske få millimeter tilbage.

 

 

De tillidsvalgte FOA Randers

Lagt på den 07.09.2015