Hvor blev KLs krav om uddannelse af?
Uddannelsen til pædagogisk assistent har langt om længe fået den anerkendelse, den fortjener og så vælger man at begrænse optaget så voldsomt, at det i realiteten kan betyde enden på uddannelsen. Uddannelse er med til at sikre kvalificerede medarbejdere til et af kommunernes kerneområder nemlig vores børn og unge.
Samtidig kan rigtig mange elever på grundforløb 2 komme i klemme, når optaget af PAU elever begrænses.
Konkret betyder dimensioneringsaftalen, at antallet af elevpladser på den pædagogiske assistentuddannelse i Randers og Djursland falder fra 61 til 27.
Det giver store udfordringer for en af de mest populære erhvervsuddannelser. Alene i Randers Kommune har man i 2015 og 2016 haft 260 ansøgninger til 36 elevpladser. I Norddjurs har man haft 35 ansøgere i 2015 og 51 i 2016 til 10 elevpladser. I Favrskov har man haft 5 elever om året og hertil skal lægges 9 i Syddjurs.
Aftalen betyder altså, at skolen fremadrettet ikke kan tilbyde det antal pladser, som kommunerne tidligere har haft behov for.
Traditionelt har pædagogmedhjælperområdet været opfattet som et arbejdsområde, hvor unge mennesker kunne få kortvarige ansættelser, når de var på vej til noget andet. Det ry er der blevet arbejdet benhårdt på at få ændret. Senest i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2015, hvor retten til uddannelse blev et centralt punkt.
Pædagogmedhjælperne har igennem lang tid haft en overenskomstmæssig ret til uddannelse efter 2 års ansættelse. På den måde har man sikret, at de, der vil blive inden for faget, får de nødvendige kvalifikationer.
”Det må være i kommunernes interesse, at de pædagogiske opgaver bliver løftet af fagligt uddannede medarbejdere”, siger sektorformand Karin Mathiesen og fortsætter ”pædagogmedhjælperne varetager vigtige kernevelfærdsopgaver i forbindelse med pasning, udvikling og læring af vores børn.
Hertil skal lægges, at kommunerne har fået øjnene op for pædagogiske assistenter i forhold til specialområdet, hvor omsorgsmedhjælperne kommer ind på den pædagogiske assistent uddannelse.”
”Her og nu er det mest presserende, at vi får hjulpet de grundforløbselever, der kommer i klemme med den nye aftale. I løbet af 2016 har skolen optaget 265 elever på GF2. I 2017 bliver der kun 27 pladser på hovedforløbet. Det betyder at rigtig, rigtig mange elever kan blive tvunget til at afbryde deres uddannelse,” siger Karin Mathiesen og fortsætter ”kommunerne bør tage ansvar for at rette op på konsekvenserne af den nye aftale ved at oprette de nødvendige elevpladser, så de kan sikre kvalificerede medarbejdere til det pædagogiske område.”
Kontakt
Sektorformand Pædagogisk sektor Karin Mathiesen – mobil 2044 4411
Lagt på den 08.11.2016
Senest redigeret den 08.11.2016 af Anna-Kathrine L. Hansen