40 år på Gigtplejehjemmet, Hedebocentret og Digterparken i Grenaa

Jytte Jensen kunne den 1. juli 2017 fejre sit 40 års arbejdspladsjubilæum i Norddjurs Kommune

 

Jytte Jensen

Jytte Jensen blev uddannet som sygehjælper
i perioden 1974 – 1975 i Århus.
Jytte kom i forbindelse med uddannelsen i
3 måneders praktik på henholdsvis kirurgisk
og medicinsk afdeling på Grenaa Sygehus,
herudover var i 3 måneders praktik på Tirstrup plejehjem.

Efter uddannelsen blev Jytte ansat i et vikariat på
Tirstrup plejehjem med natarbejde, men fik ret
hurtigt fastansættelse på Gigtplejehjemmet i Grenaa.

Gigtplejehjemmets intention var, at andre kommuner skulle sende gigtpatienter til plejehjemmet for, at man kunne få en ensartet behandling for patienterne.

Jytte deltog i indvielsen af Gigtplejehjemmet, og husker det som en særlig oplevelse, fordi Dr. Ingrid var med til åbningen.

"Det var helt andre tider dengang. Hvor vi alle gik klædt i hvide kitler, dog kunne man se forskel på husassistenten, der havde mørkeblå krave og opslag, sygehjælperen med lyseblå krave og opslag, og assistenter og sygeplejersker helt i hvidt.

Vi brugte cardex systemet, der virkede, vi skrev, hvad der var sket. I dag tager det al for lang tid med PC.

Jeg er også fra den tid, hvor man satte skoene udenfor døren om fredagen, så blev de pudset. Vi kørte rundt med maden på madvogne, og assistenterne kørte rundt med medicinen, som blev udleveret i små bægre. Vi havde et godt fællesskab på Gigtplejehjemmet, der bestod af 49 stuer."

Plejehjemmet blev dog ikke fyldt op med gigtpatienter fra de omkringliggende kommuner, så der flyttede hurtigt andre af kommunens borgere ind, som havde behov for en plejehjemsplads. Navnet blev i 1977 ændret til Hedebocenteret. Og I 2005, blev det bygget om til leve bo miljøer.

"Hedebocenteret blev delt op i 4 afdelinger, med 10 beboere i hver, man blev adskilt fra hinanden, det samme gjorde personalet. Fra at være et stort fællesskab, blev vi små enheder. Der var ikke de samme muligheder, for at gøre noget andet for borgeren. Vi var jo færre personaler i de enkelte afdelinger. Og kom ikke sådan hinanden ved på samme måde som tidligere, da vi var et stort hus. Tiden er måske også ændret. Der var både fordele og ulemper ved at blive opsplittet i mindre enheder."

Jytte arbejder hvert andet år juleaften med mulighed for at tage familien med. Den mulighed har man stadig, men nu skal man betale for at spise med, det gjorde man ikke før.

Jytte husker også tilbage på de tider, hvor der var mulighed for at gøre lidt ekstra. F.eks. da kronprinsen blev gift, da var der bryllup på Hedebocenteret, alle havde et samlingspunkt, man blev pænt klædt på til bryllupsfesten. Alle havde ydet en ekstra indsat og beboerne fik en helt speciel oplevelse. Vi kom hinanden ved dengang, i dag er vi mere en arbejdskraft. Det lidt ekstra er der ikke mulighed for, tiden er der ikke.

I 2011 blev Digterparken på Tove Ditlevsens vej indviet og beboerne flyttede fra Hedebocenteret. Det er her Jytte i dag arbejder som aftenvagt og det er her jubilæet bliver fejret med en sammenkomst den 16. november 2017.

FOA ønsker Jytte tillykke med jubilæet.

Digterparken i Grenaa 

Digterparken i Grenaa

 

 

 


Lagt på den 08.11.2017