Medlem af FOA Randers fik 5 måneders sygedagpenge tilbagebetalt

En social- og sundhedsassistent i Norddjurs Kommune fik standset sine sygedagpenge, da kommunen vurderede, at hun ikke længere var uarbejdsdygtig.

Modsat vurderede hendes egen læge, at hun havde en kronisk belastningsreaktion, og at det ikke ville blive muligt for hende at varetage et job på ordinære vilkår.

Afgørelsen om at standse sygedagpengeudbetalingen betød, at hun overgik til kontanthjælp.

FOA Randers ankede sagen for hende.

Ankestyrelsen har nu afgjort sagen og ændret kommunens afgørelse, så vores medlem igen har ret til sygedagpenge, og får tilbagebetalt de mistede sygedagpenge. Samtidig gav Ankestyrelsen FOA Randers medhold i, at der var behov for en afklaring af arbejdsevnen og dermed også de fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet.

Den nye ret til sygedagpenge betyder, at i stedet for kontanthjælp, har hun nu ret til at få udbetalt sygedagpenge i 69 uger. Det betyder en forskel i indtægt på ca. 150.000 kr.