• Læs op
• Udskriv

I år kan vi fejre 1. maj på baggrund af et helt særligt overenskomstforløb. Tidligt på året stod det klart, at forhandlingerne i OK18 ville blive svære, men ingen kunne forudsige, at det skulle udvikle sig til det historiske forløb, som det er blevet.

Det historiske består ikke kun i det umådeligt lange og svære forløb – det består i høj grad i den historiske mobilisering på lønmodtagersiden.

OK18 har givet os en smagsprøve på vores styrke. Vi har opnået et resultat, der er milevidt fra det, regeringen lagde op til.

Frem til overenskomstforhandlingerne fortalte regering og arbejdsgivere, at det var langt bedre for samfundsøkonomien og konkurrenceevnen, hvis de offentligt ansatte fik en lønudvikling betydeligt under de privatansattes.

Alligevel står vi i dag med et overenskomstresultat, der giver 8,1 procent – bare 0,7 procent fra vores oprindelige krav og med en klart bedre udmøntning, end den arbejdsgiverne først havde foreslået.

Og vi står med et resultat, der betyder et gennembrud både hvad angår en ligelønspulje og en lavtlønspulje, som sikrer, at de allerlavest lønnede haler en smule ind på resten.

Og ikke mindst et resultat, der afskaffer de helt urimelige regler, der har fastholdt forskellen mellem de offentlige og private lønninger, så det nu er sikret, at de offentlige ansattes løn frem over følger lønnen for private kolleger.

Det er helt sikkert, at vi aldrig havde opnået dette uden Forhandlingsfællesskabet og musketéreden. Vi nåede ikke igennem med alle krav, men vi kom rigtig, rigtig langt.

Og ideen om og troen på, at vi kan opnå meget mere i fællesskab, skal vi arbejde videre med.

Ideen om en stærk fagbevægelse, hvor lokale organisationer støtter hinanden, skal slå rod blandt vores tillidsvalgte og medlemmer. Vi skal opbygge en hverdag, hvor det bliver naturligt at søge løsninger i fællesskab. Hvor medlemmerne tør tro på de kollektive løsninger, tillidsrepræsentanterne tør tro på det tværfaglige samarbejde, og fagforeningerne tør tro på, at vi i fællesskab kan sætte samfundets dagsorden.

Noget andet OK18 har bekræftet er sandheden i FOAs påstand om, at ressourcer og opgaver ikke hænger sammen på vores kerneområder.

Arbejdsgiverne udsendte lockoutvarsel på mange af vores arbejdspladser, og særligt i regionen var mange afdelinger på sygehuset omfattet til lockout.

Da der så skulle aftales nødberedskaber på sygehusene, viste det sig, at rigtig mange afdelinger i dag arbejder med en bemanding, der svarer til et nødberedskab.

Det vil sige, at den daglige bemanding kun akkurat er nok til at udføre livsnødvendige opgaver.

I forhold til OK18 betød det, at de regionale arbejdsgivere var tvunget til at anmode om at få op imod 100 områder – og det er bare i Region Midt – undtaget for lockout.

I forhold til vores lokale indsats for et bedre arbejdsmiljø betød det en bekræftelse af, at det halter alvorligt på vores arbejdspladser og at medlemmernes oplevelse af ikke at slå til, at svigte det grædende barn eller den svage ældre, ikke bare er fri fantasi, men derimod er resultatet af en seriøs mangel på kolleger.

Det er meget, meget problematisk og det gør medlemmerne syge.

Mange kommuner har derfor sat projekter i gang for at nedbringe sygefraværet – det lyder jo ganske sympatisk, kan man så tænke. Problemet er blot, at de væsentligste arbejdsmiljøproblemer ofte drukner i en overordnet strategi, hvor det i højere grad drejer sig om at vise resultater på bundlinjen - ”nu er sygefraværet nedbragt med 5%”, i stedet for at løse problemet med, hvorfor medarbejderne blev syge i første omgang.

Det burde være såre simpelt, hvis ressourcer og opgaver hænger sammen, og kerneopgaven er kendt, så vil medarbejderne blive mindre stressede. De vil have tid til at udføre opgaven uden at komme til skade og dermed mindskes sygefravær. Logik for nogen, men altså ikke for vores politikere.

Rent samfundsøkonomisk er jeg sikker på, at der er penge at spare ved at bruge lidt flere midler til en bedre normering.

En forbedring af samfundsøkonomien blev brugt som et argument i forbindelse med regeringens ghettoudspil, der kom tidligere på året.

Under overskriften ”Et Danmark uden parallelsamfund” fremlagde regeringen en storstilet plan, der skal sikre et: ”sammenhængende Danmark. Et Danmark, som bygger på demokratiske værdier som frihed og retssikkerhed. Ligeværd og frisind. Tolerance og ligestilling. Et Danmark hvor alle deltager aktivt.”

Og når regeringen siger, at den vil sætte målrettet ind på at afskaffe samfundsmæssig isolation af en mindre gruppe ikke-vestlige indvandrere, så lyder det vel fair nok. Men hvorfor fremlægger regeringen så et udspil, der omfatter hundredetusindvis af borgere i almindelighed?

Udspillet bruger de åbenlyse kulturelle, sociale og økonomiske problemer, der findes i snævre indvandrermiljøer, som dække for et bredere angreb på blandt andet den almennyttige boligsektor, overførselsindkomstmodtagere og det kommunale selvstyre.

Fire af ud af de fem kriterier, der i udspillet definerer et ”udsat boligområde” er sociale, og langt de fleste ydelsesmodtagere, der bliver omfattet af udspillets lovforslag, vil være helt almindelige danskere.

Endelig vil udspillet ramme kommunerne gennem indhug i den kommunale økonomi og en administrativ statslig tilsidesættelse af kommunalbestyrelsernes demokratiske beslutninger.

Jeg bliver stærkt bekymret, når regeringen på den måde bruger kulturel isolation og social kontrol med vold, trusler og kvindeundertrykkelse til at legitimere et indgreb i almindelige danskeres demokratiske og sociale rettigheder.

I FOA Randers følger vi ghettoudspillet nøje – det er nemlig også vores medlemmer, der kan komme i klemme, hvis regeringen får magt som den har agt.

Der er rigeligt at tage fat på i den kommende tid, men hvis OK18 har lært os en ting, så er det, at det faglige fællesskab gør os stærke og at vi sammen står langt stærkere end hvis vi kæmper hver for sig.

God 1. maj