• Læs op
• Udskriv

Som 17-årig gik Henrik ud af Hadsundvejens skole i Randers med 10. klasses afgangseksamen, og søgte et job på det daværende Randers Centralsygehus: "flere af mine kammerater var allerede ansat som Piccolo på sygehuset, så hvorfor ikke." Henrik tog til samtale om torsdagen og blev ansat allerede ugen efter. "Ingen sommerferie til mig" - men til gengæld blev det til et job på hospitalet hvor han har været i nu 40 år. "Min tanke var, at jeg ville være der i et ½ års tid, for så at finde en læreplads, som elektriker, og senere blive selvstændig, det var den vej jeg havde tænkt mig at gå", siger Henrik Rasmussen.

Jeg var lidt ”allergisk” overfor medicinlugt, men det kom jeg da hurtigt over.

Tilfældigheder i privatlivet gjorde, at Henrik på et tidspunkt var nødt til at tage stilling til både job og boligsituation, da en overportør Rørbæk kom og spurgte Henrik om ikke han kunne tænke sig at blive portør. "Ja hvorfor ikke, elektrikerdrømmen med eget firma måtte komme senere og lugten fra pillerne, havde jeg vænnet mig til". Så sådan blev det, Henrik blev i 1979 ansat som Portør. Jeg fik oplæring ved andre portører og kom på Portørskolen på Nørre Alle i Århus i 1983.

Tiden som portør var fantastisk, vi havde et godt sammenhold og samarbejde blandt kolleger på arbejdspladsen. Vi var også en del som mødtes privat, og når jeg reflekterer over alle de ting, som jeg har gjort igennem livet, så har det noget med sygehuset at gøre.

Jeg har været med under 3 FOA forbundsformænd, Poul Winckler, Dennis Kristensen og Mona Striib, 3 afdelingsformænd, Allan Hørsted, Inge-Lise Christensen og nu Lene Hartmann, så er der 6 sygehusdirektører og 3 vagtmestre.

Min første lejlighed fik jeg i Danmarksgade, som 18-årig, jeg mødte min nuværende kone og vi skulle flytte sammen. Afdelingsformand Allan Hørsted hjalp til med at skaffe en lejlighed, i det hus som DKA i sin tid ejede, inden de flyttede på Lucernevej.

I 1995 blev jeg uddannet til serviceassistent. Der var meget oprør, jeg kunne godt se, hvor man gerne ville hen, specielt Andreas Johnsen var fortaler for serviceassistenten. Henrik fortæller, at han altid har haft den parole, at hvorfor skal man lære lidt om alting, frem for at lære meget om lidt, hvorfor ikke bruge de kvalifikationer man er gode til.

Henrik mener ikke, at det er en fejl, at man lavede uddannelsen til serviceassistent, men meget kunne være bedre. "Nu skal vi alle sammen det samme. Man skal være generalister i stedet for specialister, men lad os se om ikke tingene ændre sig igen". Henrik slår fast, at han ikke har noget imod at gøre rent, men alligevel. Der er jo også rengøringsassistenter, som ikke er vildt begejstret for at køre med senge.

Jeg gør rent i dag, men det er ikke min primære opgave. Det er mest patienttransport og madvogne, jeg kører rundt med, jeg er rigtig glad for kontakten til patienterne.

Efter et par operationer i foden, var jeg sygemeldt i en periode. Jeg blev spurgt om jeg kunne tænke mig at blive leder, siger Henrik. Det havde jeg aldrig haft intentioner om, men jeg stod også og skulle passe på med hvad jeg sagde nej til. Da jeg ikke vidste hvilken vej det gik efter mine operationer. Så jeg sagde ja til at bliver koordinator på vagtholdet, hvor jeg var i 1½ år. Kontorarbejdet lå ikke lige i kortene til Henrik, og da der kom en ledig stilling, søgte jeg tilbage til vagtplanen.

Arbejdsmiljøet er ændret sig meget igennem de sidste 40 år. Henrik fortæller hvordan han som 17-årig piccolo skulle smide kasser fra operationsgangen i et fyr med evig ild. Portørerne skulle hænge vasketøjssække på kroge, der blev løftet mange kilo. Vi havde også 20 – 25 fysiske vendinger af patienter om dagen. I dag bliver ”affald” fra operationsgangen sendt til forbrændingen i Risskov, vasketøjet bliver kørt til Århus og vi vender ikke manuelt længere, det foregår med vendelagner.

Sygehuset var kun 1/3 af hvad det er i dag, der er med tiden udviklet mange hjælpemidler, men vi er blevet langt færre medarbejdere, det er da tankevækkende siger Henrik Rasmussen. Jeg har set og oplevet mange ting i min karrierer som portør og serviceassistent: En oplevelse jeg husker tilbage på, er en bilulykke, hvor 3 mennesker ikke overlever, senere samme dag kører jeg en mor, som skal føde trillinger, det er tilfældighedernes spil, men viser kontrasten i vores arbejde.

Jeg har oplevet mange ting på både godt og ondt, men har indtil nu haft et fantastisk arbejdsliv og endnu er der da mange år inden jeg kan gå på efterløn. Hvordan tiden udvikler sig ved man jo ikke helt, men vil tage et år ad gangen, når tiden til at kunne gå på efterløn nærmer sig. Det er vigtigt at man også får noget ud af livet efter arbejdslivet.

Den 30. november blev der holdt reception for Henrik Rasmussen på Regionshospitalet, hvor planen var at Henrik skulle have overrakt Dronningens fortjeneste medalje, men på grund af lang ekspeditionstid, lod den vente på sig.
"Når jeg på et tidspunkt modtager medaljen, tager jeg familien med til København og takker Dronningen for den", slutter Henrik Rasmussen.