• Læs op
• Udskriv

Anna Andersen begyndte sit arbejde i hjemmeplejen i 1978 i Kristrup området. Det var før den tid, hvor hjemmeplejen havde et samlet mødested, hvor man om morgenen kunne planlægge ændringer i løbet af en dag. Anna er fra den tid, hvor man kørte ud hjemmefra til den første borger, man kunne godt blive kontaktet af hjemmeplejekontoret, hvis der var ændringer.  ”Vi havde ikke kolleger på samme måde som i dag, vi mødte dem måske, når vi kørte fra sted til sted. Eller hvis skulle vi ud og handle for borgeren, så kunne vi da lige mødes med en anden kollega og få en snak. Vi var jo ret synlige i vore beige brune kitler med   mørkebrune kraver.”

Frokosten blev indtaget på turen fra det ene sted til det andet, om vinteren, hvor der var sne og koldt, kunne vi godt spise frokosten hos borgeren.

Introduktion og oplæring i arbejdet, var mere selvlæring end egentlig introduktion. ”Min første barske oplevelse, var hos en mandlig klient, som skulle have benprotese på, det havde jeg ikke prøvet før. Det værste var dog, da han sagde, at han skulle have renset sit glasøje. Jeg var 18 år dengang”, siger Anna Andersen.

Når jeg tænker tilbage på den barske opstart, kan jeg jo godt se, at når kunne jeg modstå disse prøvelser, så kunne jeg også klare et langt arbejdsliv.

Efter få år i Kristrup flyttede jeg til området Bakkegården på Hadsundvej. Det var inden boligerne blev bygget om. Det var noget gammelt noget, toiletterne var små, så man kunne næsten ikke komme omkring, og så var der koldt vand i hanerne.

Sidenhen er jeg tilknyttet område Vest og har nu udgangspunkt fra udegruppen på Borupvænget.

Jeg har altid arbejdet i dagvagt, i starten i 37 timer, vi kunne godt blive ringet op, om vi lige kunne tage en aftenvagt, hvis en kollega var blevet syg eller en borger havde brug for mere hjælp. Da jeg fik børn kom jeg på deltid, det har fungeret godt.

For Anna er det spændende at arbejde med mennesker, hvor man kan se, at man kan gøre en forskel. Det har betyder meget. Men jeg kan godt blive lidt ked af den udvikling, der er sket indenfor plejesektoren.

Vi var meget mere social før i tiden. Der var ikke afmålt minutter til opgaven. Man blev som borger visiteret i timer, det gav en frihed til selv at klare opgaven hos borgeren, som kunne være rengøring, indkøb, personlig pleje og socialt samvær, her var tid til en kop kaffe, eller at bage en kage og i nogle tilfælde var duften af frikadeller i hele huset til stor glæde for klienten. I dag er det minut tyranni, vi bruger alt for meget tid på at dokumentere, frem for at være hos borgeren.

Den gang som nu er der forskel på borgerne, der er de meget krævende og dem som er tilfredse med den lille hjælp, som ydes. Forskellen i dag er, at alle får en ens ydelse, ud fra hvad de er visiteret til.

Jeg er glad for ordningen med klippekort, hvor borgeren kan få lidt ekstra hjælp. Nogen bruger dem på ekstra rengøring, nogen på indkøb eller kaffe. Andre samler dem sammen, så der kan afsættes 2-3 timer.

I 2015, i en alder af 55 år fik jeg besked på, at jeg skulle tage uddannelsen som social og sundhedshjælper. Jeg fik valget enten tager du uddannelsen eller også bliver du sagt op. Jeg var på skole i ½ år, det var noget af en prøvelse og en usikkerhed at skulle på skolebænken. Jeg syntes, det var hårdt at sidde stille og lytte. Jo, jeg lærte da lidt nyt, men meget af det kendte jeg da i forvejen. Man får jo trods alt en vis erfaring efter 37 år i hjemmeplejen. Jeg skulle heldigvis ikke i praktik som andre på holdet, men kom tilbage til mine arbejdsopgaver, imens andre var i praktik.

Den 28. september blev der holdt reception for mig, hvor familie og kolleger deltog i en lille festlighed. Jeg fik også overrakt fortjeneste medaljen.

Med hensyn til fremtiden var planen jo egentlig at gå på efterløn, når jeg blev 60 år, men det spolerede man jo for et par år siden, ved at lave efterlønsalderen om. Så først når jeg bliver 64 får jeg denne mulighed.

Jeg er stadig meget glad for mit arbejde, men kan da godt mærke at man bliver mere brugt, rent fysisk jo ældre man bliver. Så som verden ser ud lige nu, så når jeg når efterlønstidspunktet, så holder jeg temmelig sikkert op med mit arbejde som social og sundhedshjælper.

Du kan læse artiklen som pdf fil her