FOA vinder landsretssag
Dommen betyder ny praksis i sager om sygedagpengeophør - flere sager skal genoptages
I 2015 blev en lang række sygedagpengesager genoptaget, da Ankestyrelsen og kommuner i mange år havde haft en forkert praksis.
Højesteret fastslog, at afgørelser om sygedagpengeophør ikke kunne træffes med tilbagevirkende kraft. Det vil sige, at sygedagpengeudbetalingen ikke kan ophører, inden afgørelsen er sendt til borgeren.
Alligevel vurderede Ankestyrelsen, at der fortsat kan træffes afgørelse med tilbagevirkende kraft, når kommunerne vurderer, at man ikke længere er for syg til at varetage et arbejde. Kommunen træffer altså afgørelse om raskmelding.
FOA Randers var ikke enig i denne fortolkning af Højesteretsdommen fra 2015, og har igennem Hovedforbundet ført en sag ved domstolene.
Vi har fået medhold i Landsretten, og Ankestyrelsen har valgt ikke at anke dommen.
Den konkrete sag handler om Mette Elisabeth Sørensen, som kom til skade på hendes arbejde. Kommunen vurderede dog ikke, at skaden var af sådan et omfang, at hun ikke længere kunne varetage et arbejde, og traf således afgørelse om sygedagpengeophør.
Sygedagpengeudbetalingen ophørte 2 måneder før afgørelsen blev sendt til Mette Elisabeth Sørensen.
Dommen betyder, at en lang rækker sager, hvor sygedagpengeudbetalingen er standset med tilbagevirkende kraft, nu kan søges genoptaget.
Vi vil gerne opfordrer til, at du kontakter os, hvis du er medlem af FOA Randers og hvis du mener, at dine sygedagpenge kan være standset med tilbagevirkende kraft.
Du kan kontakte Diana Hougaard i Social- og arbejdsskadeteamet på tlf. 4697 1900.