Nyt fra A-kassen december 2018

Denne gang med nyt om ret til sygedagpenge som afløser/vikar udenfor en ansættelse og regulering af dagpenge, når du er i fast ansættelse med supplerende dagpenge

Regulering af dagpengene, når du er i en fast ansættelse med supplerende dagpenge

Når du er ansat med et fast timetal, f.eks. 25 timer/ugen, kan du vælge at påføre ”løntimer” på dit dagpengekort og ikke de ”faktiske” arbejdstimer.

I dette eksempel får du løn for 108,33 timer hver måned og skal derfor have dine timer til at passe med det antal, på dit dagpengekort. Det kan betyde at du skal ”nedskrive” eller ”opskrive” antal timer, i forhold til de faktiske arbejdstimer du har haft. Disse timer ”opskrives/nedskrives” på de dage, hvor du har været på arbejde, så dine uger med supplerende dagpenge stadig bliver forbrugt korrekt.

Når vi samkører oplysningerne fra dagpengekortet med arbejdsgiveroplysninger fra Indkomstregisteret, vil timerne så matche den løn, som arbejdsgiveren har indberettet, da der altid udbetales løn for 25 t/ugen i alle uger. Sådan kan du sikre dig, at den automatiske regulering af dine dagpenge ikke bliver for stor.

Hvis du arbejder ekstra timer ud over de 25 t/ugen, skal disse påføres, når du faktisk er på arbejde.

Kontakt A-kassen, hvis du vil have en mere uddybende forklaring på reglerne og hvordan du skal gøre i din situation.


Ret til sygedagpenge som afløser/vikar udenfor en ansættelse

Du har ikke ret til sygedagpenge, når du er i arbejde, men ikke er i en ansættelse

Hvis du arbejder som afløser, eller fast vikar uden et ansættelsesbrev, har du derfor ikke ret til sygedagpenge under sygdom.

For at sikre dig, at du kan modtage sygedagpenge ved sygdom, skal du forud for 1. sygedag stå tilmeldt på www.jobnet.dk som ”dagpengemodtager”. Selv om du ikke får dagpenge forud for sygemeldingen, må du acceptere de afledte konsekvenser af en tilmelding som dagpengemodtager, herunder:

  • at bekræfte tilmelding hver uge (tjekke jobforslag)
  • at oprette et CV
  • at møde til CV-samtale i a-kassen og til indkaldte samtaler i jobcentret

Du kan naturligvis melde afbud til samtaler, hvis du er på arbejde på samtaletidspunktet.

Når du som dagpengeberettiget vikar sygemelder dig og er fuldt ledig på 1. sygedag, skal der udbetales dagpenge fra a-kassen under sygefraværet i de første to uger. Det betyder, at du skal indsende dagpengekort og som regel også en ledighedserklæring.

Kontakt derfor a-kassen straks du bliver syg og sygemeld dig på www.jobnet.dk den første sygedag. Så vil vi vejlede dig om, hvordan du forholder dig for at få dækning under din sygemelding.

Husk også at raskmelde dig igen på www.jobnet.dk.