• Læs op
• Udskriv

Gør din pligt og kræv din ret – disse ord står på mange af fagbevægelsens faner.

De stammer fra 1870’erne og var med på slaget på fælleden i 1872.

Dengang blev parolen brugt til at påkalde et krav om lige vilkår for arbejderne, men de byggede samtidig på den grundlæggende erkendelse, at ansvar og respekt er forudsætningen for, at et samfund hænger sammen. Du kan kræve din ret, men du skal samtidig gøre din pligt ved at bidrage til samfundet, ved at betale din skat og deltage i demokratiet.

Op igennem 1900-tallet udviklede Danmark sig til en velfærdsstat, der var forankret i en fælles forestilling om medborgerskab. Samfundet skaber gode og trygge rammer for gode borgere, der til gengæld yder en indsats for samfundet.

I 80’erne og 90’erne blev der dog pillet ved denne forestilling. Ligningen blev vendt, så der i langt højere grad blev lagt vægt på, at der skal ydes, før der kan nydes.

Lovgivning og reformer begyndte at tage udgangspunkt i, at vi som borgere ville forsømme vores pligt overfor fællesskabet, hvis vi kunne slippe afsted med det.

Socialpolitikken i Danmark har traditionelt lagt vægt på at yde omsorg for de grupper i samfundet, der ikke havde mulighed for at forsørge sig selv. Her er der også sket et skred. Socialpolitikken er i dag i langt højere grad beskæftigelsespolitik, der skal sikre, at næsten uanset hvor lidt du kan arbejde, så skal du arbejde, for du har kun værdi for samfundet, så længe du leverer.

Den samme tanke har forplantet sig helt ned i folkeskolen.

Med udgangspunkt i Grundtvigs tidligste tanker om en fælles grundskole, har folkeskolen haft to hovedformål med samme vægt: Børnene skal ikke bare have færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse. De skal også gøres klar til et samfund med krav om deltagelse i den demokratiske proces og kendskab til egne pligter og rettigheder i et forpligtende fællesskab.

Med indførelsen af nationale test og fokus på præstationer, der kan gøres op i regneark, bliver der mindre og mindre rum til det skæve og det kreative – fællesskabet og den fælles oplysning må vige for krav om individuelle færdigheder.

Og noget tyder på, at det generelle fokus på pisk frem for gulerod er blevet en selvopfyldende profeti.

For i takt med at fokus flyttes til den enkeltes ansvar for eget liv og pligt til at levere til samfundet, insisterer politikerne på at begrænse velfærdssamfundet til et absolut minimum. Det er ikke længere først gode og trygge rammer, der skaber gode borgere. Det er blevet lige omvendt.

Tag børnene. Det er under en måned siden, at mange tusinde forældre, bedsteforældre, børn og medarbejdere var på gaden i 57 danske byer. Hvorfor var de det? Fordi de vil have ordentlige forhold i de danske daginstitutioner. Og der er ikke tale om et luksusproblem. Der er tale om, at børnene i alt for høj grad overlades til sig selv og slet ikke får, hvad de har behov for. Jeg taler om den omsorg, nærhed og udvikling, der skal til for at sikre børns positive udvikling som mennesker.

Et andet eksempel, der er endnu værre, er Børnefattigdom.

Børn skal trives og have de bedste muligheder for at komme godt i gang med livet. Det er alle politikere i Folketinget enige om - påstår de. Måske er de enige, men alligevel indfører de kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og andet uvæsen. Når de skærer i ydelserne til de voksne, rammer de også børnene. Det bør de fleste kunne gennemskue.

Børnefattigdommen i Danmark stiger, og kurven er stejl.  Fra 2016 til 2017 steg antallet af børn, der lever i familier under fattigdomsgrænsen, med 12.000. Det betyder, at der nu er 64.500 børn, der lever i relativ fattigdom i Danmark. Fagpersoner omkring børnene oplever konsekvenser på nærmeste hold. Tøj, der ikke passer til årstiderne, fejlernæring og socialt afsavn er blot enkelte eksempler fra listen.

Det er almindeligt kendt, at fattigdom i barndommen påvirker uddannelses- og jobmuligheder senere i livet. Børn, der vokser op i fattigdom, har ikke samme fremtidsmuligheder som deres jævnaldrende. Det er et særdeles alvorligt samfundsproblem.

Et andet problem er det danske sundhedssystem.

Lad mig fortælle en pinlig historie for at vise, hvor galt det står til. Sidste år varslede Danske Regioner lockout på en række hospitalsafdelinger - som en del af konflikten. Men på godt og vel halvdelen af de hospitalsafdelinger, hvor der var varslet lockout, viste det sig, at der ikke var medarbejdere nok til at bemande de nødberedskaber, der skulle have taget sig af patienterne under en konflikt. Til dagligt får man det til at hænge sammen med merarbejde og flittig brug af vikarbureauer. Den går ikke under en konflikt, men historien viser, at der ikke bare er skåret ind til benet - der er også skåret i benet. Og sådan er det alle steder i den offentlige sektor.

Vi vil have politikere, der løfter blikket fra regnearkene og tænker på de mennesker, der skaber velfærden for os alle sammen.

Der er brug for solidaritet i hverdagen, fordi det danske samfund er ved at knække over - blive delt i dem, der har mere end rigeligt og dem, der har lidt og oftere og oftere alt for lidt til at leve et almindeligt liv. I det seneste tiår er Danmark det land, der har haft den næststørste stigning i uligheden. Kun Island har haft en større vækst i uligheden.

Ulighed er i sig selv et problem, fordi det får samfundet til at falde fra hinanden, og ulighed nærer en lang række sociale problemer. Det er i lande med størst lighed, man lever længst. Det er her, der er færrest psykisk syge - færrest problemer i det hele taget. Det er i lande med stor ulighed, der er flest drab, flest i fængsel, der er her de unge dropper ud af uddannelse, der er flest kronisk syge osv. osv. Ulighed er simpelt hen farligt.

Store internationale organisationer som OECD og Verdensbanken anbefaler ligefrem, at landene passer på med at lade uligheden stige, fordi det kan bremse væksten i landene. OECD har vist, at en stigende ulighed i et land bremser opsvinget i landet.

Men desværre har solidariteten trange kår.

I en tid, hvor vi burde stå sammen og hjælpe hinanden med at ændre kursen for samfundet, er tilslutningen til de forpligtende fællesskaber faldende – politiske partier, fagbevægelsen - hele forenings-Danmark mærker den dalende interesse.

Det er en kæmpe udfordring.

I dag bliver rigtig mange beslutninger truffet langt væk fra borgerne, og her tænker jeg ikke engang på Christiansborg men på EU, og det er vel og mærke beslutninger, der har indflydelse på vores hverdag.

Den 26. maj skal vi til Folkeafstemning til EU parlamentet og selv om opbakningen til EU i dag er den højeste i lang tid, så er det min antagelse, at det er de færrest, der i realiteten ved, hvad der foregår i EU, og den enkelte borger har meget lidt mulighed for at få direkte indflydelse.

De store internationale interesseorganisationerne og lobbyister fra velpolstrede private organisationer har økonomi til at være tilstede i EU og søge direkte indflydelse ved politikere og politiske grupperinger.

Den mulighed har den enkelte borger ikke. Hvis vi skal have indflydelse i EU, er vi nødt til at finde sammen med andre ligesindede, og give de politikere vi vælger ind et stort og sikkert mandat at arbejde fra.

Den enkelte stemme vil drukne i mængden, men hvis vi råber i kor, er der mulighed for, at vi bliver hørt.

Det samme gør sig gældende for fagbevægelsen herhjemme – vi får kun indflydelse, hvis vi bakker op om fællesskabet.

Den demokratiske indflydelse, vi har som fagforening, har som nævnt rod i tidligere tiders kamp for bedre vilkår på arbejdsmarkedet. Da organiseringsprocenten var tæt på 100 %, var det et vægtigt våben, når lønmodtagerne satte hælene i, og krævede bedre forhold. Så gik arbejdet fuldstændigt i stå.

Når opbakningen til fagbevægelsen falder, vil vores protester og opråb ikke længere have den samme effekt; en organiseringsprocent på 20 betyder, at 20 stopper arbejdet, imens 80 fortsætter. Arbejdet fortsætter altså næsten uhindret, og arbejdsgiveren vil med nogen ret kunne sige, at de hellere vil høre på de 80 uorganiserede medarbejdere end de 20 organiserede.

I fagbevægelsen har vi i dag indflydelse på de regler og aftaler, der styrer arbejdsmarkedet i Danmark. Det sker gennem overenskomstforhandlinger, 3-partsforhandlinger, deltagelse i udvalg og bestyrelser mv.

Årsagen til, at vi bliver inviteret med i disse demokratiske fora er, at vi repræsenterer lønmodtagerne i Danmark. Hvis organiseringsprocenten bliver ved med falde, vil det om ganske få år være meget vanskeligt at argumentere for, at fagbevægelse skal inviteres med, når der skal træffes beslutninger.

Hvis ikke vi har hovedparten af arbejdsstyrken i ryggen, kan arbejdsgivere og beslutningstagere nemmere undgå at tage os med i forhandlinger.

Og det ligger slet ikke så fjernt - i dag er organiseringsprocenten i Storbritannien på 40 %.

Derfor skal opfordringen på denne 1. maj være: gå hjem og spørg dine kolleger og dine naboer og din familie om de er del af et fagligt fællesskab, så vi sammen kan arbejde for et lige og solidarisk samfund.

God 1. maj