Serviceforringelser på vej i Randers
Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti vedtog den 22. oktober 2019 et budget for 2020 - 2 dage inden høringsfristen udløb.
Det er ikke ordentligt, at forligspartierne vælger at lande en aftale inden alle borgere i kommunen har haft muligheden for at blive hørt. Forligspartierne sikrede heller ikke, at hvis der kom høringssvar med stor relevans for budgettet i 2020, så kunne disse komme i betragtning, og aftalen ændres. Dette er meget kritisabelt og slet og ret ikke i orden.
Forligspartierne har vedtaget et budget, som ikke fremtidssikrer udviklingen i antallet af ældre, og begrundelsen om at man har valgt at sænke serviceniveauet er ikke tilstrækkelig til at forklare besparelserne.
Randers Kommune valgte ved sidste års budgetlægning i 2018 at afsætte 15,2 millioner ekstra kroner til de +65årige i 2020, men i år har de netop vedtaget, at der kun skal afsættes 8,8 millioner kroner til selvsamme gruppe af borgere. Dugfriske tal udarbejdet på baggrund af Danmarks statistiks seneste befolkningsprognose viser modsat Randers Kommunes beregning, at behovet ikke falder, men derimod stiger med 2,4 procent fra 2019 til 2020. Det giver reelt et endnu højere beløb end de 15,2 mio. kr., der var afsat i sidste budget. Faktisk mere end 20 mio. kr. hvis udgifterne skal følge med befolkningsudviklingen.
Forligspartierne har altså vedtaget et lavere serviceniveau samtidig med, at man regner med, at kommunens egen udregning af befolkningsprognosen gør sig gældende. Besparelserne kan derfor komme til at ramme dobbelt hårdt.
Det stiller vi os undrende overfor.
I en tid, hvor FOAs medlemmer allerede løber rigtig stærkt på arbejdspladserne, kan vi være bekymrede for, at arbejdsmiljøet bliver yderligere forringet. Når serviceniveauet falder så drastisk, vil det samtidig svække rekrutteringsmulighederne til Randers Kommune som arbejdsplads.
Forligspartierne har desuden valgt at lukke Aldershvile i Havndal og Kristrup Plejecenter, og i stedet opfører et nyt og tidsvarende plejecenter i Dronningborg.
FOA Randers vil gerne pointere, at den bedste proces sker ved medinddragelse af medarbejderne.
Vi har en klar forventning om, at politikerne sikrer, at de nuværende medarbejdere på de berørte arbejdspladser bliver taget hånd om og at der ikke sker afskedigelser. I FOA Randers holder vi nøje øje med om kommunen vil leve op til disse forventninger.
Kontakt FOA Randers:
Afdelingsformand Lene Hartmann, tlf. 2044 4407
Afdelingsnæstformand Nana Højlund Corfitz, tlf. 2044 4401