Temadag om anmeldelse af vold og trusler

Advokat Freja Doktor Hansen guidede 60 AMR/TR og ledere igennem erstatningsansvarslovens §'er i forbindelse med anmeldelse af vold og trusler om vold til politiet

Freja Doktor Hansen

FOA Randers afholdt den 27. marts 2019 temaeftermiddag for ledere, tillids– og arbejdsmiljørepræsentanter i FOA Randers om emnet anmeldelse af vold og trusler i henhold til erstatningsansvarsloven. 

Vi drøftede de dilemmaer, der er, når en voldsepisode/strafbar handling bliver foretaget af et barn eller en dement borger. Hvordan sikrer vi de ansatte, når de har været udsat for en voldsepisode - var handlingen bevidst eller ubevidst.

 

Udover forebyggelse og anmeldelse af en arbejdsskade, er det vigtigt, at man inden for 72 timer anmelder til politiet eller tager stilling til volden.
Advokat Freja Doktor Hansen pointerede, at det ikke var nok at registrere voldsepisoder, da de 72 timer tæller fra det tidspunkt, at volden er udført.

En voldsepisode vurderes – ud over arbejdsskadeforsikringsloven også efter voldsoffererstatningsloven, som henviser til erstatningsansvarsloven.

Det var den sidstnævnte lov vi gennemgik med deltagerne. 72 timers reglen blev indprentet for alle, enten har man anmeldt til politiet eller også har ledelsen taget stilling og beskrevet de generelle pædagogiske– og behandlingsmæssige hensyn til borgeren.

Der var en god debat på mødet og dejligt at ledere, TR og AMR kunne være sammen og fik en fælles bevidsthed om, at det ikke handler om at straffe en borger, der ubevidst udøver vold, men handler om at beskytte medarbejderen.