Nyt ansigt i Medlemshuset
Mit navn er Morten Carøe, og jeg er 42 år gammel. Jeg er ansat faglig sagsbehandler i pædagogisk sektor pr. 1. april.
Jeg kommer fra en baggrund i Kriminalforsorgen, hvor jeg har været ansat siden 2003. Efter en tur rundt i Danmark med ansættelser på forskellige af Kriminalforsorgens institutioner, havnede jeg i 2008 på et større fængsel i det Midtjyske. Her arbejdede jeg indtil, jeg startede her i FOA.
Min bevæggrund for at søge fra Kriminalforsorgen til FOA, var min store interesse for det faglige arbejde og de mange aspekter, der ligger indenfor dette område.
Interessen for fagligt arbejde er blevet skabt gennem mine 8 år som arbejdsmiljørepræsentant, og senere knap 4 år som tillidsrepræsentant for ca. 120 kollegaer.
Jeg vægter ordentlighed, respekt og retfærdighed rigtig højt, og vil gå langt for at nå i mål med de sager, der måtte lande på mit skrivebord.
Jeg ser frem til, at vi ”sammen skal gøre forskellen” for gode vilkår og retfærdighed i dit arbejdsliv.