Nyt fra a-kassen juni 2020

Denne gang om mulighed for samtale om efterløn og rettigheder til sygedagpenge som afløser eller fast vikar uden ansættelsesbrev

 

Vil du søge om efterløn og har brug for hjælp?

På grund af Corona opfordrer vi stadig til, at du kontakter A-kassen pr. telefon. Du kan dog godt få en tid til en personlig samtale om efterløn.

Hvis der er mindre end 3 måneder til din efterlønsalder, kan du bestille en tid i A-kassen. Vi sender dig herefter et brev om, hvordan du søger om efterløn.

Hvis du ønsker en foreløbig beregning på din efterløn, kan du ringe og bestille den, hvis der er mindre end 3 måneder til din efterlønsalder.

Du kan selv finde vejledning om efterløn på https://www.foa.dk/a-kasse/efterloen

Du kan selv finde ansøgning om overgang til efterløn på https://www.foa.dk/a-kasse/web-akassen/efterloen

Vi skal have ansøgningen senest den dag, hvor du ønsker at overgå til efterløn. Resten af blanketterne kan du først underskrive og aflevere efter den dag, hvor du overgår til efterløn.

 

Rettigheder til sygedagpenge som afløser/vikar udenfor en ansættelse

 

Du har ikke ret til sygedagpenge, når du er i arbejde, men ikke er i en ansættelse


Hvis du arbejder som afløser, eller fast vikar uden et ansættelsesbrev, har du derfor ikke ret til sygedagpenge under sygdom.

For at sikre dig, at du kan modtage sygedagpenge ved sygdom, skal du forud for 1. sygedag stå tilmeldt på Jobnet som ”dagpengemodtager”. Selv om du ikke får dagpenge forud for sygemeldingen, må du acceptere de afledte konsekvenser af en tilmelding som dagpengemodtager, herunder:

  • at oprette et CV
  • at møde til CV-samtale i a-kassen og til indkaldte samtaler i jobcentret

Du kan naturligvis melde afbud til samtaler, hvis du er på arbejde på samtaletidspunktet.

Når du som dagpengeberettiget vikar, sygemelder dig og er fuldt ledig på 1. sygedag, skal der udbetales dagpenge fra a-kassen under sygefraværet i de første to uger. Det betyder, at du skal indsende dagpengekort og som regel også en ledighedserklæring.

Kontakt derfor a-kassen straks du bliver syg og sygemeld dig på www.jobnet.dk den første sygedag. Så vil vi vejlede dig om, hvordan du forholder dig for at få dækning under din sygemelding.

Husk også at raskmelde dig igen på www.jobnet.dk.