Mød velfærdstalenterne fra FOA Randers

2 medlemmer i FOA Randers har fået PenSams pris som velfærdstalent i 2020. Velfærdstalenterne bliver udpeget blandt unge FOA medlemmer på baggrund af indstilling fra kollegerne.
Prisen skal sætte fokus på de unge, der har valgt et arbejde, inden for FOAs fagområder, hvor de hver dag gør en stor forskel for andre.
Fra FOA Randers skal lyde et stort tillykke.

Stinna

Stinna Sørensen, social- og sundhedsassistent

Kollegernes indstilling:
Stinna er en kollega i verdensklasse! Hun er altid villig til at hjælpe og lytte. Hun ser den enkelte kollega, og ved hvordan hun skal hjælpe. Ydermere er Stinna en vildt god AMR (arbejdsmiljørepræsentant).

Hun kæmper for kollegaernes bedste. Hun gør et stort stykke arbejde, som andre har glæde af. Stinna er også en faglig dygtig SOSU-assistent. Hun er vellidt af borgerne, og hun ser altid borgernes ressourcer frem for begrænsninger. Stinna er uden tvivl et velfærdstalent og fortjener anerkendelse for det arbejde, hun yder ved borgerne og for sine kollegaer.

Tanja
Tanja Kjeldsen, social- og sundhedshjælper

Kollegernes indstilling:
Tanja startede i min gruppe som elev og blev efterfølgende fastansat. Hun har gennemgået en exceptionel udvikling. Fra at være en stille hjælper/elev til at blive en faglig dygtig og kompetent hjælper, som går forrest i mange ting. Stiller sig fagligt undrende til ydelser hos borgere eller på møder blandt kollegaer. Hun er god til at spille andre gode og påvirker et arbejdsmiljø i en positiv retning.

Tanja giver et frisk pust til hverdagen og er vellidt af borgere og kollegaer. Tanja tager ansvar og har ofte elever med på oplæring. Tanja engagerer sig i sit fag, sine borgere og sine kollegaer og er med til at sikre, at vi alle i løbet af arbejdsdagen får et smil på læben. Tanja er altid klar med en hjælpende hånd og har altid et øje for kollegaer og et godt arbejdsmiljø.

"Vi er i PenSam stolte af vores medlemmer, der arbejder indenfor FOA faggrupperne og hver dag gør en indsats som velfærdsstatens kernetropper. Særligt i disse coronatider står vores medlemmer i frontlinjen, og det gælder også de unge talenter. (…) I fortjener en særlig hyldest – og jeg synes, at de mange flotte nomineringer tydeligt udtrykker, at de unge talenter gør en stor forskel for mange mennesker i det daglige. Det er anerkendelsesværdigt", siger Torsten Fels, adm. direktør i PenSam.

Du kan læse mere om Velfærdstalent og se alle prismodtagerne på PenSams hjemmeside