Ældretopmødet 2021
Fortæl verden om vores virkelighed, invitere dem ind i vores virkelighed og brug vores superfaglige varme hænder til at varme deres kolde hænder.
Og sammen kan vi stå sammen uden magtkamp om titler/vagtlag/kompetencer og meget andet godt.
Sammen kan vi fortælle om hvordan vi fikser ældreplejen, og gør det til verdens bedste arbejdsplads, som vi alle ønsker og ikke mindst kan huske, at den var.
Af: Social- og sundhedsassistent Anita Lindgreen
Så skete det, ja måske tænker du "og hva’ så”
Jeg kan egentlig godt forstå, hvor du kommer fra, og hvorfor du netop tænker sådan. Men som billedet ovenfor viser, så er der masser udfordringer og ikke nogen som fikser det for os.
Der er ingen, som IKKE har en holdning til hvad der skal til, der er ingen garantier eller Quick fix….. men vi er nødt til at stå sammen og forsøge at fortælle vores virkelighed. Vi skal deltage aktivt og ikke blot have en holdning bag skærmen eller i pauserne, hvor vi alle er bliver enige om hvordan vores virkelighed ser ud.
Netop derfor deltog jeg i år i ældretopmødet sammen med Lotte Kristiansen, sektornæstformand i Social- og sundhedssektoren.
Stemmerne fra virkeligheden har været med mig siden:
Pårørende: “hvorfor er relationen ikke en kerneopgave, så som mad/medicin/toiletbesøg?”
Kollega: “man kan ikke effektivisere omsorg!” “Jeg er blevet degraderet til en omsorgsmaskine!”
Lederen: ”vi skal se mennesket og ikke ældre/borgeren = det individuelle behov”
Indtrykkene var der mange af, og der var rigtig mange bud på løsninger.
For mig var Videncenter for værdig ældreplejes forsøg på at sættes vores virkelighed på formel den mest rammende:
Opgaverne, som de er beskrevet + vores ønske om hvordan de skal udføres
<=>
målt mod den faktuelle opgave
Det virker måske simpelt, og du tænker igen “og hva’ så?” men det beskriver årsagen til vores frustration ganske godt:
Køreplanen/besøgsplanen/dagens opgaver + Forventninger og ønsker til opgavens udførelse fagligt og ordentligt
<=>
virkeligheden, hvor vi ikke når relationsarbejdet
vi ikke når rehabiliteringsdelen af vores faglighed
hvor vi går fra borgeren, fordi andre skal have vores opmærksomhed
vores faglighed bliver ikke vedligeholdt mv.
= jeg er en omsorgsmaskine!
En kollega sagde fra talerstolen “så længe der er RÅB, er der HÅB”.
Kære kolleger ude i virkeligheden. Det er her I alle kan gøre en forskel. Fortæl verden om vores virkelighed, invitere dem ind i vores virkelighed og brug vores superfaglige varme hænder til at varme deres kolde hænder.
Sammen kan vi stå sammen uden magtkamp om titler/vagtlag/kompetencer og meget andet godt. Sammen kan vi fortælle om hvordan vi fikser ældreplejen og gør det til den verdens bedste arbejdsplads, som vi alle ønsker og ikke mindst kan huske, at den var.
Vi ses derude,
Hilsen Anita Lindgreen