Coronatest - hvordan er reglerne?

Kan min arbejdsgiver kræve jeg bliver testet, kan jeg sige nej, skal jeg gøre det i min fritid?
Få svar i forbindelse med Coronatest som følge af dit arbejde.

Vi oplever i afdelingen mange henvendelser omkring arbejdsgiver pålagte Corona tests, altså test som I bliver pålagt at få taget som følge af jeres arbejde.

På baggrund af det vi hører fra jer, kan vi konkludere, at der ude på arbejdspladserne og hos den enkelte leder, er vidt forskellige måder at håndtere reglerne omkring arbejdsgivers adgang til at pålægge medarbejdere at blive testet for COVID-19.

Det siger loven
I slutningen af november 2020 vedtog folketinget en lov på området – En lov som i første omgang er gældende til og med juni måned 2021.

Nedenfor vil vi kort ridse nogle af de vigtigste punkter i loven op, samt beskrive nogle punkter, som I ude på arbejdspladserne skal være særligt opmærksomme på.

Kan min arbejdsgiver bede mig få taget en Corona test?
I følge loven kan din arbejdsgiver godt bede dig få taget en Corona test

Kan jeg sige nej til at blive testet?
Der findes ude på arbejdspladser to begreb omkring test:

  • Pålagt test – Denne kan du ikke sige nej til, og hvis du gør, kan det få ansættelsesretslige konsekvenser.
  • Frivillig/anbefalet test – En sådan test kan du naturligvis godt vælge ikke at få taget.

Min arbejdsgiver har ringet til mig og pålagt mig at blive testet – Er det nok at få en mundtlig besked om at blive testet?
Nej, en mundtlig besked om at blive testet er ikke nok.
Din leder skal altid meddele dig en pålagt testet på skrift, ligeledes skal en pålagt test være begrundet.

Skal jeg oplyse min arbejdsgiver om mit testsvar?
Ja - når du har fået taget en arbejdsgiver pålagt test, har din arbejdsgiver ret til at kende svaret, og du skal snarest muligt efter modtagelsen af testresultatet meddele din arbejdsgiver om svaret. 

Skal jeg testes i arbejdstiden eller fritiden?
Arbejdsgiver pålagte tests skal som hovedregel foretages inden for din normale arbejdstid.
Hvis du ikke har kunnet få taget din pålagte test i din arbejdstid, så er det i loven tydeligt beskrevet, at du skal honoreres for den tid, som du har brugt på at få taget testen i henhold til din overenskomst/arbejdstidsaftale.

Skal jeg selv betale for transporten til testcentret?
I loven er det beskrevet, at arbejdsgiver skal dække rimelige udgifter i forbindelse med, at du får foretaget testen. Det er vores anbefaling, at du i forbindelse med en arbejdsgiver pålagt test altid aftaler med din arbejdsgiver, at de i henhold til lovteksten betaler dig befordringsgodtgørelse for de kilometer, som du kører fra dit hjem til teststedet og retur.

På min arbejdsplads er det en kollega, der foretager testen – Kan jeg sige nej til det?
Du kan godt sige nej til, at det er kolleger, der foretager testen, og at du ønsker at få taget testen på et testcenter.
En test pålagt af arbejdsgiveren skal gennemføres på betryggende måde i overensstemmelse med gældende regler og retningslinjer.
Hvis arbejdsgiver benytter egne ansatte til at udføre pålagte test, kan en ansat, som ikke ønsker at blive testet af kolleger, blive testet uden for arbejdspladsen. 

Kontakt os
Hvis der er andre spørgsmål eller der er andet du er i tvivl om, så er det vigtigt, at du kontakter din sektor. Vi er klar til at hjælpe dig. Ring til os på tlf. 4697 1900 eller skriv til os på Mit FOA. Du kan også finde flere spørgsmål og svar på i Forbundets corona sider på foa.dk.