Fællesskabets styrke – den enkeltes tryghed
Der er rigtig meget at sige om Corona, men især har Corona sat en stor tyk streg under vigtigheden af at tage et fælles ansvar.
Den enkelte kan tage nok så mange mundbind på og holde nok så meget afstand, men kun sammen kan vi løfte den opgave, det er at opretholde et så ”normalt” dagligliv som muligt og få samfundet igennem krisen inden for de foreskrevne rammer.
Det er fællesskabet og det fælles ansvar, der er grundlaget for, at den enkelte kan føle sig tryg i omgangen med andre.
Af: Anna-Kathrine L. Hansen
Vi yder alle et bidrag for i fællesskab at komme sikkert igennem Coronaen – vi bærer mundbind, vi lader os teste, vi begrænser vores sociale liv og omgangen med andre mennesker.
Der er en stor styrke i det genfundne fællesskab, en styrke som måske har været glemt og i hvert fald overset.
For det er ikke bare i krisesituationer, at fællesskabet er betydningsfuldt, det er det også i hverdagen og ikke mindst på arbejdspladsen.
Igennem de seneste år har der været en stigende tendens til, at det faglige fællesskab på arbejdspladserne er blevet valgt fra.
De individuelle hensyn og ønsker vinder for nogen over fællesskabsfølelsen og det fælles ansvar og det på trods af, at det er fællesskabet, der har skabt rammerne og aftalerne på det danske arbejdsmarked.
Vi har i det seneste år set, hvor stor betydning trepartssamarbejdet mellem fagforeninger, arbejdsgivere og lovgivere har. Et samarbejde hvor de faglige organisationer har været optaget af hvordan vi i fællesskab har kunnet spænde et sikkerhedsnet ud der hvor det har været nødvendigt. De faglige organisationer har præget og presset det landspolitiske niveau, når det har handlet om at sikre arbejdsmiljøet under en pandemi – eksempelvis i forhold til sikring af adgang til nødvendige værnemidler.
Jeg tror på fællesskabet og dets styrke. Jeg tror på, at individet står sig bedre i fællesskabet, og hvis ikke det forgangne år har vist os alle fællesskabets betydning, så ved jeg ikke hvornår det skulle stå tydeligere.
Lene Hartmann
Afdelingsformand FOA Randers
Mobil 2044 4407