Maj i fællesskabets tegn
1. maj er den dag, vi fejrer arbejdernes internationale kampdag og det faglige fællesskab. Lokalt i Østjylland var der i år endnu mere at fejre – for i år er vores fællesskab blevet endnu større.
Selvom det er over 2 år siden, at det formelle arbejde med sammenlægningen af LO og FTF gik i gang, så er det først nu, at brikkerne til vores nye faglige puslespil er faldet på plads.
Den nye FH sektion Østjylland sluttede april af med stiftende årmøder i de lokale enheder og et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, der besluttede rammerne for det kommende arbejde.
De 4 enheder Djursland, Favrskov, Randers og Silkeborg, der tilsammen danner Sektion Østjylland, tæller i alt over 47.000 medlemmer – altså en stor del af områdets erhvervsaktive borgere.
FH vigtigste rolle er at sikre indflydelse for sine medlemmer – indflydelse på løn- og ansættelsesvilkår og indflydelse på udviklingen af ordentlige arbejdspladser med ordentlige forhold.
Men vores ret til indflydelse kommer ikke af sig selv. Den kommer fordi vi er mange. Retten til at sidde med, hvor beslutningerne træffes, er helt afhængig af, at FH taler på vegne af et stort fagligt fællesskab.
Derfor skal vi værne om og styrke vores fællesskab for ellers fortaber vi retten til indflydelse.
Vi skal gøre det til en helt almindelig ting at tale om baggrunden for de vilkår og goder, der er opnået, og vi skal med stolthed italesætte det, fællesskabet har skabt, og hvem ved måske kan det overbevise nogle af dem, der har valgt at stå uden for.
Din støtte – fællesskabets styrke.
Sammen gør vi forskellen.