Møde på Marienborg med Mette Frederiksen og Astrid Krag
Statsministeren sluttede af med at kvittere for, at vi ”turde lægge hånden på kogepladen” og være med til at nytænke ældreplejen og definere, hvad der er vigtigt og kan frigive hænder, og at vi turde konfrontere kulturen.
Af: Vibbe Vogel Hansen, FTR sundheds- og ældreområdet Norddjurs
Den 19. oktober dumpede en invitation ind i min mailbakke fra Statsministeriet, nærmere betegnet fra statsminister Mette Frederiksen og social- og ældreminister Astrid Krag.
Sammen med andre FOA medlemmer var jeg af FOAs Hovedforbund i København udpeget til at deltage i et dialogmøde på Marienborg den 8. november med i alt 70 deltagende fra sundheds- og ældreområdet.
Det overordnede formål med mødet var at blive klogere på, hvordan vi kommer ind til kernen i ældreplejen og får tid, omsorg og nærvær med det enkelte menneske – med andre ord: hvordan yder vi en værdig ældrepleje? Planen var at vi skulle nytænke, udvikle og styrke ældreområdet.
Forud for mødet på Marienborg var jeg inviteret til ”kaffemøde” i Hovedforbundet af Torben Hollmann og Mona Striib.
Mødet i forbundet var spændende og oplysende. Vi talte blandt andet om, hvordan hverdagen ser ud i dag med mange dokumentationskrav samt vores udfordringer med fastholdelse og rekruttering. Vi gennemgik FOAs nyeste rapport med 9 visioner: VI SES I MORGEN – Fællesskab og et værdigt liv, En ny retning for ældreplejen, Centrale pejlemærker mm.
Fra FOAs hovedkvarter kørte vi til Marienborg sammen i en fælles bus bl.a. med Mona Striib, Torben Hollmann og Per Lange. Det var en god tur med masser af uformel dialog.
På Marienborg blev vi mødt af Astrid Krag, der måtte fortælle, at Mette Frederiksen var kaldt til COVID-19-krisemøde med efterfølgende pressemøde. Statsministeren deltog derfor via storskærm.
Statsministeren gav sit besyv
Mette Frederiksen bød velkommen fra skærmen med et godt oplæg om den megen dokumentation, der sluger personalets tid, og om hvordan en værdig ældrepleje bør være set med hendes øjne og ikke mindst hvordan, hun selv ønsker at blive gammel. Hun fortalte desuden om de steder, hun har besøgt som statsminister, hvor hun blev foruroliget over, hvordan tidstyranni var bestemmende for kerneopgaven, og at der ikke var tid til ”en kop kaffe og en gåtur”.
Statsministeren sluttede af med at kvittere for, at vi ”turde lægge hånden på kogepladen” og være med til at nytænke ældreplejen og definere, hvad der er vigtigt og kan frigive hænder samt at vi turde konfrontere kulturen. Ikke mindst sagde Mette Frederiksen, at hun godt var klar over, at det ikke var gratis!
Herefter tog Astrid Krag over og ledte os meget fint gennem hele aftenen.
Vi var på forhånd placeret blandet ved bordene. Jeg sad sammen med Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældresagen, Bent Madsen, adm. direktør i Danmarks Almene Boliger, Christina Thorholm, ældreordfører i Radikale Venstre, Flemming Tejmers, Ældrerådsrepræsentant på Sjælland og Per Lange, faglig chef i FOA.
Statsministeriet havde om formiddagen ringet mig op for at høre, om jeg ville påtage mig rollen som bordformand og samle op efter paneldebatter og rundbordssamtaler samt herefter i plenum at præsentere vores holdninger, løsningsforslag mm. Det sagde jeg selvfølgelig ja tak til.
Aftenens 1. session: Tilbage til kerneopgaven og tid til omsorg – panelinterview, spørgsmål til paneldeltagerne, rundbordssamtaler og præsentation i plenum.
Aftenens 2. session: Nærvær, tillid og flere medarbejdere – ja/nej-runde med spørgsmål, oplæg om arbejdet med friere rammer, rundbordssamtaler om mere frihed under ansvar og præsentation i plenum.
Det var meget holdningsstærke og kompetente deltagere, jeg sad sammen med. Vi fik mange gode snakke om kerneopgaven i ældreplejen, barrieren for mere tid til omsorg, veje til en god og værdig ældrepleje, tillid og fastholdelse af kvalitet, mindre registrering og mere tid til omsorg samt bedre fastholdelse og flere medarbejdere. Dialog om den ”nødvendige og tilstrækkelige” dokumentation. Desuden kom vi også ind på ambitionen om ”længst muligt i eget liv” som aktiv medspiller, om rehabilitering og kulturarbejdet.
Astrid Krag sluttede aftenen af med at opsummere de mange temaer, vi havde været igennem. Talte om, bl.a. på baggrund af ældretopmødet, at politikerne skal væk fra detailstyring og centralisering, men at hånden naturligvis stadig skal holdes under vores velfærdssamfund. Snakkede om at komme et spadestik dybere i plejen, som berører os alle, så vi kan gå alderdommen trygt i møde.
En helt igennem fantastisk og spændende dag med mange facetter. Jeg blev beriget med nyt netværk, ny viden og andre måder at definere opgaver på og meget, meget mere. At kunne få lov til at italesætte og brande Norddjurs Kommune over for lige præcis denne forsamling var utroligt værdifuldt.
Jeg kunne skrive meget mere om denne dag, men det skal også være overskuelig læsning.
Jeg er SÅ glad for, at jeg fik denne mulighed – TAK!
Mange hilsner Vibbe Vogel
Fællestillidsmand for FOA i Sundhed og Omsorg Norddjurs Kommune