FOA måtte true med retssag
FOA måtte true med retssag, før kommunen sagde undskyld til Rikke: ”De så mig som en løgner”
Den årelange sag har påvirket Rikke, som dårligt tør åbne breve i e-Boks. ”Jeg er ikke vred på de enkelte sagsbehandlere. De er jo også pressede. Men jeg er sur på systemet,” siger Rikke, som af personlige grunde ikke vil stå frem, men gerne vil dele historien med FOAs medlemmer.
I 2012 undlod Syddjurs Kommune at følge op på pædagogmedhjælperen Rikkes sag om sygedagpenge. Sagen udviklede sig til et mareridt, som først er slut nu. Hun har fået efterbetalt 366.000 kr. og en undskyldning. Men kun fordi FOA truede med retssag.
Rikke fik hjælp i social- og arbejdsskadeteamet i FOA Randers, som sammen med juristerne i Forbundet efter flere års tovtrækkeri endte med at stævne Syddjurs Kommune.
Og så kom der andre boller på suppen.
”Endelig erkendte kommunen sin fejl. De ønskede ikke en retssag, undskyldte mange gange for sagens fejl og udbetalte de resterende penge. Så Rikkes tilbagebetaling endte på 366.000 kroner,” fortæller Rikkes sagsbehandler i FOA Randers, Diana Dittmer.
Endelig. Efter ti års kamp fik Rikke og FOA ret. Og Rikke fik udbetalt hele det beløb, hun faktisk havde til gode.
Du kan læse hele Rikkes historie i Fagbladet FOA
Rikke er et opdigtet navn. Redaktionen kender medlemmets rigtig navn.