Undgå at miste ferie - deltidsansatte skal selv ansøge om udbetaling af ferie
Husk at ansøge om udbetaling af ikke-afholdt ferie frem til 31. december 2023.
Ferieafholdelsesperioden nærmer sig sin afslutning og en opgørelse fra ATP viser, at danske lønmodtagere har 4,2 milliarder kroner til gode for ferieåret 2022/2023.
Har man ferie til gode udover den 4. ferieuge, så er det særligt deltidsansatte, der skal være opmærksomme.
5. ferieuge: Få overført ikke afholdte feriedage
De første fire ugers ferie skal man holde inden 31. december 2023. Den ferie kan ikke overføres til et senere tidspunkt eller blive udbetalt - medmindre man er forhindret i at afholde sin ferie, fx på grund af sygdom eller barsel.
Men for den 5. ferieuge, der kan man senest den 31. december 2023 aftale med arbejdsgiver, at optjent ikke-afholdt ferie overføres til afholdelse i den efterfølgende ferieafholdelsesperiode.
Hvis man er ansat på 37 timer, har været ansat i hele ferieåret og ikke ansøger om overførsel, så vil ens optjente ikke-afholdte ferie automatisk blive udbetalt.
Men hvis man til gengæld er ansat på deltid under 37 timer om ugen eller ikke været ansat i hele ferieafholdelsesperioden (dvs. fra 1. september 2022), så skal man selv søge om at få udbetalt sin optjente ikke-afholdte ferie. Dette er der mange, der ikke er klar over, og som derfor risikerer, at deres ikke-afholdte ferie bliver indbetalt til Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond.
Hvordan ansøger man?
For at ansøge skal man udfylde en erklæring på borger.dk, som efterfølgende skal sendes til arbejdsgiver. Man skal bruge sit MitID til at ansøge.
Hvis man alligevel glemmer at ansøge
Man har ni måneder fra ferieperiodens afslutning den 31. december til at bestille sine feriepenge. Får man ikke søgt inden for de ni måneder, så bliver pengene overført til en feriefond. Man kan søge om udbetaling af feriepenge hos feriefonden i op til fem år.
Kontakt din TR eller afdelingen, hvis du har brug for hjælp
Hvis du har spørgsmål om ferie, så tag fat i enten din TR eller din sektor - vi kan hjælpe og rådgive.