Nyt fra næstformanden
Næstformand Mariejo Christensen

Pressemeddelelse

Et stærkt samarbejde kan finde fælles løsninger

Efter en meget turbulent periode med historier om voldelige beboere og dårligt arbejdsmiljø, går det forhåbentligt fremad på Frejasvænge specialplejehjem.

”Da tillidsfolkene kontaktede os, var de meget frustrerede og berørte af situationen”, siger Mariejo Christensen næstformand og arbejdsmiljøansvarlig i FOA Randers, og fortsætter: ”de og deres kolleger magtede ikke hverdagen længere og følte ikke, at ledelsen tog nok ansvar for at forbedre situationen”. 

For en månedstid siden afholdt FOA et møde med tillidsfolkene på arbejdspladsen.

”Udgangspunktet for mødet var at få klarhed over situationen og give medarbejderne nogle redskaber til at håndtere konflikterne på arbejdspladsen”, forklarer Mariejo Christensen: ”det er nemt at skyde på ledelsen, men de lokale ledelser på det kommunale omsorgsområde er i et enormt krydspres, hvor krav om stram økonomisk styring, mangel på kvalificerede medarbejdere, og virkeligt svage borgere er en konstant udfordring. Det fritager bestemt ikke ledelsen for ansvaret for at sikre et ordentligt arbejdsmiljø, men situationen er ofte mere nuanceret. Det kan bare være svært at få øje på, når hverdagen er så konfliktfyldt, som den var for medarbejderne på Frejasvænge.”

Efterfølgende har Mariejo holdt møde med ledelsen på Frejasvænge, hvor medarbejdernes frustrationer og bekymringer blev fremført.

Udgangspunktet for den slags møder er ofte, at ledelsen forventer voksen skæld ud, når Fagforeningen kommer – det hjælper bare ingen – tværtimod kan det være med til, at situationen bliver endnu mere fastlåst.

Det er langt mere frugtbart at arbejde sammen om en konstruktiv og fælles proces, der kan hjælpe hele arbejdspladsen.

”Og ledelsen på Frejasvænge er meget lydhør. Lige nu afventer vi Arbejdstilsynets tilbagemeldinger og så håber jeg, at vi kan bidrage til, at der igangsættes en god proces, der kan skabe et godt og tillidsfuldt arbejdsmiljø til gavn for alle parter også for beboerne og deres pårørende”, slutter Mariejo Christensen.

 

 

Kontaktinformation
Mariejo Christensen
Næstformand FOA Randers
Mobil 2044 4403