Kæmpe hul i lovgivningen

Efter halvandet års arbejde kommer Ekspertudvalget på socialområdet nu med sin endelige rapport.
Anbefalinger til bedre udgiftsstyring på det specialiserede socialområde rummer godt nyt og gammelt skidt.
Især savner FOA et opgør med privates profit på velfærd til sårbare mennesker.

Det er glædeligt, at Ekspertudvalget helt klart melder ud, at når det handler om sårbare borgere med komplekse problemer, er der behov for en særlig og fagligt kompetent indsats, som ikke bare er en vare, man kan finde på hylden hos en privat udbyder.

Men så længe der ikke sættes en aktiv stopper for skrupelløse personers aktiviteter på området, så vil der være private udbydere, der lader sårbare borgere blive en fed forretning for dem selv.

I stedet for at lade private udbydere malke kommunekasserne, burde kommunerne selv kunne stille kompetente botilbud til rådighed.

Anlægsloftet gør det dog nærmest umuligt for kommunerne at hjemtage opgaven med at lave botilbud med høj faglighed og hvor det er muligt at evaluere på indsatserne hos den enkelte borger.

Det er naturligt, at når en borger flytter ind på et bosted, vil der være behov for at afsætte ekstra ressourcer, så personalet kan lære borgeren at kende og sætte relevante mål op for at sikre den bedst faglige og kompetente støtte til borgeren.

Den faglige evaluering af indsatsen finder ikke sted i alle private tilbud, der i stedet bliver ”opbevaring” af borgere.

Et skræmmeeksempel på private udbyderes hensynsløse ageren er Dalbygaard Botilbud. Både FOA og Randers Amtsavis har gentagne gange dokumenteret bevidst udnyttelse af systemet, og på trods af massiv kritik og to nedlukkede tilbud - Forsorgshjemmet Kanstrupgård og Dalbygaard Botilbud ser det ud til, at ejerkredsen bag tilbuddene kan udnytte et hul i lovgivningen og ufortrødent fortsætte deres udnyttelse af de allermest sårbare borgere.

Lovgivningen forpligter nemlig Socialtilsyn Midt til at behandle alle ansøgninger. Hvis et tilbud opfylder kravene, skal socialtilsynet godkende det uanset, hvem der står bag ansøgningen.

Det betyder, at Socialtilsyn Midt ikke kan garantere, at de samme personer ikke kan få mulighed for at åbne et nyt tilbud på trods af, at tilsynet tidligere har vurderet, at personerne bag de nu nedlukkede botilbud ikke har ”de kompetencer, der skal til for at drive et socialt tilbud".

Derfor burde ekspertudvalgets anbefalinger også rumme et fuldt stop for, at private kan trække penge ud til sig selv og deres investorer.

 

Kontaktinformation:

Afdelingsnæstformand (konstitueret) Mariejo Christensen
Mobil: 2044 4403