Generalforsamling 2024
Generalforsamling FOA Randers 2024

Udtalelse generalforsamling 2024

I sommer kom det frem, at Legoland havde åbnet for muligheden for, at man - mod betaling – kunne gå foran i køen til forlystelserne.
Det skabte et ramaskrig, at Legoland på den måde gjorde forskel på børn, der stod i kø til rutsjebanen – tænk hvis brugen af private sundhedsforsikringer og tilkøb af ydelser i ældreplejen medførte det samme postyr – princippet er det samme – nogen kan betale sig til at komme foran - og derfor skal vi insistere på, at velfærd ikke er en luksus, de rigeste kan betale for, men en rettighed for alle.

Ældrereform, sundhedsstrukturkommission, sundhedsudspil, beskæftigelsesudspil, uddannelsesudspil – Det politiske Danmark har travlt i øjeblikket – mange af de nye tiltag kan føles fjerne og uvedkommende, men rigtig meget af det vil blive omsat til lovgivning og regler, der har direkte indflydelse på hverdagen for FOAs medlemmer.

Der er ingen tvivl om, at der er behov for gennemgribende forandringer i den måde vores velfærdssamfund fungerer, og der er rigtig mange gode takter i de nye udspil, men der er nogle bekymrende elementer.

På uddannelsesområdet lægges der op til at gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse og det er godt. Der er ingen tvivl om, at det kræver fokus på området, hvis vi fortsat skal kunne rekruttere og uddanne den nødvendige arbejdskraft til velfærdsfagene.

Sundhedsudspillet fokuserer på nærhed - det kan vi kun bifalde. Der skal flyttes på opgaverne mellem regioner og kommuner for at sikre, at borgere ikke bliver tabt imellem forskellige instanser. Der bliver i høj grad taget udgangspunkt i borgerens behov, og det er godt.

Det samme udgangspunkt kan ses i forslaget til en ældrereform. Her er helhedspleje og fokus på det frie valg også centrale elementer, men udspillet åbner samtidig for, at private aktører i højere grad skal være en del af den samlede løsning, og det er bekymrende.

Hvis bedrestillede borgere kan tilkøbe ydelser eller betale for at komme foran til operationer og behandlinger, så undergraver vi vores velfærdssamfund, og uligheden øges.

I sommer kom det frem, at Legoland havde åbnet for muligheden for, at man - mod betaling – kunne gå foran i køen til forlystelserne. Det skabte et ramaskrig, at Legoland på den måde gjorde forskel på børn, der stod i kø til rutsjebanen – tænk hvis brugen af private sundhedsforsikringer og tilkøb af ydelser i ældreplejen medførte det samme postyr – princippet er det samme – nogen kan betale sig til at komme foran - og derfor skal vi insistere på, at velfærd ikke er en luksus, de rigeste kan betale for, men en rettighed for alle.

Vi skal investere i vores fælles velfærd og sikre, at alle har adgang til de nødvendige ressourcer for at leve et værdigt liv.

 

Kontaktinformation 

Lene Hartmann

Fagforeningsformand FOA Randers

Mobil 20 44 44 07