Karin Mathiesen
Sektorformand Karin Mathiesen, Pædagogisk sektor

Pressemeddelelse

Brug den pædagogiske assistent

Medierne flyder i øjeblikket over med indlæg om, at daginstitutioner bør lukke fordi der ikke er uddannede medarbejdere til rådighed.
Der er ingen tvivl om, at det står skidt til i daginstitutionerne. Hele området har brug for et løft, men hvis de kommunale ledelser hævede blikket og ikke kun fokusere på pædagoger, så ville de få øje på de pædagogiske assistenter.

I bekendtgørelse om den pædagogiske assistentuddannelse § 1. står der:

Den pædagogiske assistentuddannelse har som erhvervsuddannelse som overordnet formål, at eleverne gennem skoleundervisning og oplæring opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder: 

1) Praktiske pædagogiske opgaver, indsatser og aktiviteter.

2) Pædagogisk omsorgs- og relationsarbejde, der understøtter og styrker målgruppens trivsel og udvikling.

3) Praktisk pædagogisk arbejde, der styrker målgruppens livskvalitet og motivation til et sundt og aktivt liv, gennem sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter.

4) Praktisk pædagogisk arbejde med velfærdsteknologi, sociale og digitale medier, der understøtter teknologisk forståelse samt digital kultur.

5) Evaluering, dokumentation, samarbejde og kommunikation i forhold til områdets organisering og med henblik på udvikling af den pædagogiske praksis.

 

Jeg er sikker på, at de færdigheder de pædagogiske assistenter opnår i deres uddannelse, bidrager til at hæve kvaliteten i dagtilbuddene i samarbejde med pædagogerne.

Minimumsnormeringer er ikke bare et spørgsmål om antallet af voksne pr. barn – det er et spørgsmål om kvalificerede voksne, der kan bidrage professionelt til børnenes udvikling og trivsel, og her kan de pædagogiske assistenter udfylde en vigtig rolle.

En konkret vej til at skaffe flere uddannede er at sende de dygtige og erfarne pædagogmedhjælpere i uddannelse til pædagogisk assistent. Er de over 25 år, og har de mere end to års erfaring, kan de få merit for praksisdelen og blot gennemføre skoledelen. Så tager den ellers mere end tre år lange uddannelse mindre end et år.

Lige nu lever ca. 8.000 pædagogmedhjælpere på landsplan og op imod 400 medlemmer af FOA Randers op til kravene og kan blive pædagogiske assistenter i et forkortet forløb.

Kommunerne bliver nødt til at tage opgaven alvorligt og lave konkrete planer for, hvordan de vil skaffe flere ansatte og sikre, at de har de rette kompetencer.

Det er vores børns trivsel og dermed vores fremtid, der er på spil.