Evaluering af Den politiske TR

FOA Sønderborgs TR´ere var d. 18. maj på tematur til København

Dejlig bustur med rundstykker, Gammel Dansk og højt humør :-)
I hovedstaden satte vi kurs mod Forbundshuset, hvor vi fik en guidet tur og hørte lidt spændende historie om husets fortid.

Derefter mødtes vi med FOA´s næstformand Mona Strib.
Mona fortalte lidt om, at FOA ikke er partipolitisk; men derfor kan man selvfølgelig godt have en politisk holdning.
Man kan ikke være politisk …
Vi modtager alle dagligt rigtig mange budskaber som vi skal tage stilling til, være kritiske og reflektere over.
Vi skal med vores holdning påvirke ledere, MED system og lokale politikere
Det er ikke partipolitik, men det er politik…

Vi havde både hjemmefra og på vej i bussen forberedt nogle spørgsmål.
Vi kom nok til at gå lidt for meget i dybden med konkrete sager, det var lidt ærgerligt for vi havde ikke så meget tid sammen med Mona.
Vi talte om efterløn, også at få det indbetalte beløb til udbetaling, hvilket FOA fraråder.
Ved spørgsmål om efterløn og pension bør vi altid henvise til A-kassen for uddybning af informationer.

Vi mødtes også med Per Grieger-Renè, som arbejder med skader og arbejdsmiljø i FOA.
Per formidlede meget engageret konkrete budskaber i.f.t. arbejdsmiljø og hvad vores roller og opgaver er som TR.
Han efterlyser meldinger / opgaver fra os.
Vores indberetninger er uhyre vigtige.
I de sidste 10 år har arbejdsskader kostet 2,2 milliarder, de penge kunne have været langt bedre brugt på forebyggelse.
Vi skal bruge vores arbejdspladsvurderinger (APV).
Vi skal bruge vores indflydelse i MED systemet og overfor vores ledere.
Ledelsen er ansvarlig for at krav og ressourcer passer sammen.
Hvis ikke, er det vores opgave at spørge ledelsen hvis der indføres nye opgaver: Hvad er det så vi ikke skal lave mere?
Det er ledernes opgave at lede og fordele arbejdet, de skal kende svaret.
Hvis ikke krav og ressourcer passer sammen, må de gå videre i systemet, men det er vores pligt at gøre opmærksom på "skævheder".
Vi er meget velkomne til at bruge Per, han kommer gerne ud i lokalafdelinger og på arbejdspladser, TR netværk m.m., vi skal blot bede lokalafdelingen rekvirere ham.

Både Mona og Per slog et meget stort slag for

Sig det højt – gør det fagligt…

Efter en dejlig frokost i FOA huset var vi i Folketinget.
I Folketinget havde vi aftalt møde med skatteordfører for SF Jesper Petersen.
Jesper ville gerne høre historier fra det virkelige liv, og få andre til at skrive om dem.

Vi fortalte Jesper følgende historie:
I denne tid tales der rigtig meget om hvor vigtigt det er, at vi uddanner og kompetenceudvikler os, for at gøre os attraktive til fremtidens sundhedsvæsen.
Vores faggruppes problem er blot, at vi kan tage nok så meget uddannelse og være nok så fleksible og kompetente.
Vi kan have medvind på mange fronter.
Politikere melder ud at vi skal have optimal ressourceudnyttelse.
I forbindelse med indførelse af Fælles Akut Modtagelse på sygehusene melder regionen ud i en overordnet rapport, at der skal være spidskompetencer tilstede, men at man skal tænke bredde i faggruppesammensætning.
Der skal også være det nødvendige basispersonale.
LEON (lavest effektive omkostningsniveau) princippet skal tænkes ind.

MEN …
når det så kommer til "udførelsen" af de mange gode intentioner og planer
så støder vi som social- og sundhedsassistentgruppe på problemer.

Vi har et massivt ledelsessystem bestående af
• sygeplejefaglig direktør
• afdelingssygeplejersker
• afsnitssygeplejersker

( og vi får ikke et ben til jorden )

Det er ovennævnte der træffer beslutning om sammensætning af tværfaglige teams og det er ikke altid det kommer vores faggruppe til gode!!!!

Jesper lovede at han ville tage historien med sig…

Bagefter viste Jesper os rundt i Folketinget.
Det var spændende at høre om bl.a. grundloven og se billeder af tidligere formænd og ministre.
Vi fik et meget godt indtryk af en god sønderjysk knægt (Hammelev ved Vojens), meget levende, lyttende og sympatisk. Og så er vi nok lidt benovede over så megen magt i så ung en alder…
Efter sightseeing og shopping på Strøget (vi er vel kvinder: ) og en dejlig middag i restaurant Hercegovina i Tivoli gik turen sydpå igen.

Vi brugte noget af hjemturen til stikord til denne evaluering og tanker om hvad vi fremadrettet vil gøre.

Vi vil sætte os selv på dagsordenen i.f.t. ledere og MED systemet.
I netværksgruppen for FTR og sektorformænd vil vi foreslå et lignende møde for flere politikere og vores netværksgruppe.
Vi vil forsøge at indtænke presse og lokale politikere i fremadrettede tiltag.

Resten af turen gik med hygge, socialt samvær og ikke for lidt grin og ballade…

Tak til arrangørerne (FTRérne i kommunen), tak til FOA for bevilling og tak til alle deltagere for en rigtig dejlig tur.

Med venlig hilsen

Dagny Madsen, Gigthospitalet
Birte Kaad og Kirsten Jacobsen, Sønderborg Sygehus