Ledige skal igen stå til rådighed for arbejdsmarkedet
Siden den 12. marts har dagpengemodtagere været fritaget fra at søge job og møde til samtaler mv. i A-kassen eller jobcentret, fordi beskæftigelsesindsatsen blev suspenderet som følge af COVID-19.
Beskæftigelsesministeren ophæver nu suspenderingen!
Af: Finn Holst Villadsen og Birgitte Linea Munch
Det sker som led i genåbningen af Danmark.
Suspenderingen ophæves fra den 27. maj.
Hvis du er dagpengemodtager, betyder genåbningen følgende for dig:
Du skal være aktiv jobsøgende
Du skal igen søge job hver uge, og registrere de job du har søgt i din joblog på vores hjemmeside. Det indebærer også, at du skal have et cv på jobnet.dk, hvor arbejdsgivere og jobcentret kan kontakte dig om ledige stillinger.
Du skal til samtaler med A-kassen og jobcentret
Du har pligt til at deltage i samtaler med A-kassen og jobcentret. Bor du i region Hovedstaden eller region Sjælland, vil samtalerne indtil videre kun foregå digitalt eller telefonisk. Du vil blive indkaldt skriftligt til samtaler med A-kassen og jobcentret. Hold derfor løbende øje med, om du har modtaget brev i din e-Boks eller din postkasse på foa.dk/min-post. Fra den 15. august 2020 skal du selv booke dine samtaler. Du vil modtage brev herom, når tiden nærmer sig.
Du kan deltage i kurser, uddannelse og anden opkvalificerende aktivitet
Du har igen mulighed for at tilmelde dig 6-ugers jobrettet uddannelse, ligesom du kan søge jobcentret om andre relevante kurser, uddannelse eller virksomhedsrettede forløb. Henviser jobcentret dig til en aktivitet, har du pligt til at deltage. Bor du i region Hovedstaden eller region Sjælland er det indtil videre frivilligt, om du vil deltage i aktiviteter, der kræver fysisk fremmøde.
Genåbningen er obligatorisk for dig
Det er en betingelse for at få dagpenge, at du følger de retningslinjer, vi har beskrevet i de foregående afsnit. Det vil sige pligten til at søge og tage imod job, have samtaler med A-kassen og jobcentret, samt deltage i beskæftigelses- og uddannelsesrettede indsatser. Udebliver du fra en samtale eller aktivitet, eller er du ikke aktiv jobsøgende, kan vi ikke udbetale dagpenge til dig.
Kontakt dit lokale FOA A-kassekontor, hvis du har tvivl om, hvordan du skal forholde dig. Vi anbefaler også, at du læser pjecen 'Når du er ledig'.