Ny-Ansaettelsesbrev-juli-2023

NY ANSÆTTELSESBEVISLOV PR. 1.7.2023.

Den 11. maj vedtog Folketinget en ny lov om ansættelsesbeviser, der træder i kraft den 1. juli 2023. Det betyder, at arbejdsgivere allerede fra denne dato skal leve op til nye krav. For rigtig mange arbejdsgivere betyder det, at ansættelseskontrakterne bør tjekkes igennem. Læs med her og bliv klogere på hvad den nye lov går ud på.

 

Hvad står der i ansættelsesbevisloven?

Ansættelsesbevisloven bestemmer hvilke oplysninger, arbejdsgiver skal give sine medarbejdere omkring vilkårene for ansættelsen, og hvornår oplysningerne skal gives. Det er også det, man kalder "arbejdsgiverens oplysningspligt” i forbindelse med ansættelsen.

Hvad kommer den nye lov til at betyde?

Den nye lov har til formål at skabe mere gennemsigtighed og forudsigelighed i ansættelsesforhold. Derfor er oplysningspligten blevet udvidet, så der fremover skal flere oplysninger med i ansættelsesbeviset, end vi hidtil har været vant til, og flere personer skal have et ansættelsesbevis end tidligere.


Hvilke medarbejdere får nu krav på et ansættelsesbevis?

Den nye lov får stor betydning for særligt én gruppe af medarbejdere - nemlig dem, der er mere eller mindre løst tilknyttet arbejdspladsen, og som ikke tidligere har haft krav på et ansættelsesbevis. Med den nye lov vil det nemlig være alle, der arbejder mere end tre timer om ugen og alle, der ikke har et garanteret antal timer, der skal have et ansættelsesbevis. 


Nye krav til ansættelsesvilkår

Som noget nyt er der fastsat nogle mindstekrav til hvilke vilkår, man kan ansætte sine medarbejdere efter, som skal overholdes. Som eksempler kan nævnes, at der sættes en begrænsning på, hvor lang en prøveperiode man kan aftale, hvornår man kan pålægge medarbejdere med uforudsigeligt arbejdsmønster at møde på arbejde, og hvor meget man som arbejdsgiver kan blande sig i, hvorvidt medarbejderne har et ekstra arbejde ved siden af. 

 

Ny frist for udlevering af ansættelsesbevis eller -kontrakt

Når den nye ansættelsesbevislov træder i kraft, vil det også betyde, at ansættelsesbeviset eller -kontrakten til nye medarbejdere skal udleveres tidligere. Fristen for overholdelsen af oplysningspligten er nemlig blevet ændret til syv dage - for nogle af oplysningerne. Resten kan gives inden for én måned.

 

Men skal alle så have ny kontrakt?

Det korte svar er nej. Medarbejdere, der er ansat tidligere end den 1. juli 2023, skal som udgangspunkt ikke have et nyt ansættelsesbevis eller en ny ansættelseskontrakt. Men alle der ansættes den 1. juli 2023 eller senere skal have ansættelsesbeviser-/kontrakter, der lever op til den nye lov.  

Hvis en medarbejder, der allerede er ansat, beder om et nyt ansættelsesbevis eller en ny ansættelseskontrakt, har arbejdsgiver dog pligt til at udarbejde et nyt dokument, der lever op til de nye regler, og udlevere det inden for otte uger efter medarbejderens anmodning. 

Du kan læse hele loven her:

https://www.ft.dk/samling/20222/lovforslag/l84/index.htm