Finanslov giver penge til mere velfærd

Personalet løber stærkt på arbejdspladserne - Finansloven prøver at reducere arbejdspresset

Finansloven for 2022 har fokus på vigtige velfærdsområder.

Der er afsat ½ milliard til en mere værdig ældrepleje de næste fire år i kommunerne. Dette lægges oven i den årlige ramme på 0,5 mia. kroner til højere faglighed og flere ansatte i ældreplejen. Ordentlige arbejdsvilkår og tiden til at udføre sit arbejde tilfredsstillende er centralt for en værdig ældrepleje, og det medarbejderne efterspørger.

Et andet element i finansloven er vinterpakken, som har udløst 214 mio. kr. til Region Syddanmark. Netop nu sidder organisationerne og forhandler omkring denne. Det er vigtigt at påpege, at pengene skal bruges der, hvor man er særligt presset, og pengene ikke smøres tyndt ud. Pengene vil blive anvendt bredt blandt faggrupper og på tværs af afdelinger og opgaver. Også det præhospitale område er tænkt ind i denne pakke. Det er vigtigt, at disse midler ikke påvirker reguleringsordningen og dermed de overenskomstforhandlede lønstigninger.

Også børne- og ungeområdet tilgodeses. Ud over en undersøgelse af bemanding på SFO, fritidshjem og klubtilbud er der afsat 123,4 mio. kroner årligt til sårbare og udsatte unge til fritidsordningerne.

Den store mangel er på psykiatriområdet, som ikke er nævnt i årets finanslov. Dette område er hårdt presset og bør snarest prioriteres.

Og der er brug for flere penge på vores arbejdspladser. Mens Corona virussen igen gør sit indtog med fuld styrke, stiger arbejdspresset på velfærdsområdernes personale. Især på ældreområdet er man hårdt presset. En spritny undersøgelse på landsplan viser, at hvert fjerde FOA-medlem sjældent/aldrig oplever, at der er tid til at udføre arbejdet tilfredsstillende, og næsten halvdelen oplever manglende bemanding flere gange om ugen. Samtidig er det kun hver tiende, som føler sig værdsat og får den anerkendelse, som faggruppen fortjener. Det skal vi sammen have ændret og have forelagt arbejdsgiverne samt de nye kommunalbestyrelser og regionsrådet.

Så 2022 fortsætter hvor vi slipper 2021, der skal arbejdes benhårdt på at forbedre arbejdsmiljøet og rekruttering til velfærdsområdet.

Glædelig jul og godt nytår