Ved opsigelse - Vær opmærksom på fratrædelsesgodtgørelse

Bliver du opsagt efter at have været ansat i 12 eller 17 år, har du ret til en fratrædelsesgodtgørelse

Vi oplever, at medlemmer ringer ind med spørgsmål om fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med opsigelse fra arbejdsgiver - Og der er grund til at være opmærksom.

Hvis du er blevet opsagt fra din arbejdsgiver og har været i ansat i enten 12 eller 17 år, så har du ret til en fratrædelsesgodtgørelse.

Det er Funktionærlovens § 2a der fastslår, at der efter 12 års uafbrudt beskæftigelse ydes en månedsløn i fratrædelsesgodtgørelse og ved 17 års uafbrudt beskæftigelse ydes der tre måneders løn.

Hvis du bliver tilbudt et nyt job dagen efter din opsigelse er udløbet ved samme arbejdsgiver, så får du ikke din fratrædelsesgodtgørelse. Hvis du senere bliver opsagt i dette job, så har du stadig ret til fratrædelsesgodtgørelsen, men du skal være opmærksom på, at fratrædelsesgodtgørelsen er i forhold til din nuværende løn.

Har du for eksempel en løn på 25.000 kr. så er det ud fra dette fratrædelsesgodtgørelsen beregnes, men har du kun 17.000 kr. i det nye job, så beregnes fratrædelsesgodtgørelsen efter dette beløb.

Hvis der er et ophold mellem de to ansættelser, så har du krav på fratrædelsesgodtgørelsen af de 25.000kr.

Du er altid velkommen til at kontakte FOA Vest for rådgivning i forbindelse med opsigelse.